Du kan se de tre hvide bengalske tigerunger ovenfor

Små nuttede dyrebørn kan bare det der med at få smilet frem på mundvigen. Når der så oveni købet er tale om tre yderst sjældne hvide bengalske tigerunger, så bliver det ikke meget bedre.

De tre dunede tigerunger blev født i Yaltas zoologiske have på Krim-halvøen, hvor dyrepasserne sørger for både mælk i sutteflasker og en varm kurv, de kan boltre sig i.

Dyrepasserne tager sig af at føde og opfostre de små bengalske tigere, fordi deres mor, Tigrulya, ikke har villet have noget med dem at gøre, siden de kom til verden for en uges tid siden.

Den bengalske tiger lever naturligt i Indien, Nepal, Bhutan, Myanmar og Bangladesh, men er truet af udryddelse. Det anslås, at der er under 2.500 bengalske tigre tilbage i naturen.

Her i Danmark blev der i både 2010 og 2012 født bengalske tigerunger i Zoopark Næstved.