Simon Borre Hansen, hans kæreste og deres lille søn overlevede tsunamien med nød og næppe  

Simon Borre Hansen og kæresten Julie sidder og spiser morgenmad på hotellets terrasse. Det er den 26. december 2004.

Selv om det er tidligt på dagen, kan varmen fra solens stråler allerede tydeligt mærkes på Kamala Beach i det thailandske ferieparadis Phuket.

Simon og Julies lille krudtugle af en søn på to år, Albert, løber rundt i nærheden af bordet og leger. Livet er godt.

Lige indtil palmerne begynder at svaje kraftigt og bøje sig i den pludseligt opståede vind. Folk rundt om ved bordene rejser sig fra deres stole, og mange skriger. Noget virker ravruskende forkert.

»Ingen af os aner, hvad der er ved at ske, men instinktivt kan jeg fornemme, at et eller andet ikke er, som det skal være, så jeg løber hen og tager vores søn op fra gulvet. Det tager kun et øjeblik fra jeg rejser mig, til jeg har ham i armene. Nærmest i samme sekund forsvinder benene under mig, da vandet kommer. Jeg bliver slået omkuld og rammer flisegulvet, og vi ryger ned under. Jeg holder hårdt fast i vores søn, mens vi hvirvler rundt i vandet, og heldigvis bliver vi stoppet, da vi bliver kastet ind i en betonmur. Jeg får på et tidspunkt presset mig op af en af de søjler, der holder hotellets tag og står i vand til halsen, mens jeg holder Albert oppe over hovedet.«

Mens 39-årige Simon Borre Hansen fra Risskov ved Aarhus fortæller, hvordan tsunamien bogstavelig talt ramte ham og hans nærmeste den frygtelige dag for ti år siden, får han kuldegysninger op ad armene. Og det vil han nok også få næste gang, han skal fortælle om det, for han glemmer aldrig 2. juledag 2004, da 230.000 mennesker i 11 forskellige sydøstasiatiske lande mistede livet i en af de største naturkatastrofer på kloden i nyere tid.

Masser af dem lige rundt om, hvor han selv befandt sig.

»Da jeg står der med Albert i armene oppe over vandet, ved jeg ikke, hvor Julie er. Alt er kaos. Jeg finder ud af bagefter, at hun har klamret sig fast til et træ og på den måde undgået at blive ført væk af vandet. Hun kunne se os stå der, men vi kunne ikke se hende. Det var ganske forfærdeligt,« siger Simon Borre Hansen, der til daglig arbejder som kok i Mollerup Golfklubs restaurant.

Efter den første flodbølge har trukket sig tilbage, får Simon og en hel masse andre i samme paniske tilstand slæbt sig ud på vejen. Her besvimer han. Kæresten Julie har taget deres søn og er begyndt at løbe væk op mod et højere niveau bag stranden.

»Jeg tænkte ingenting. Jeg lå bare der og var i en tilstand af chok. Så husker jeg to tatoverede arme, der rusker kraftigt i mig. Og manden råber, at jeg bliver nødt til at komme op og væk derfra. Det må have været en anden dansk turist. Han reddede mig ved at få mig tvunget op fra jorden og få mig til at bruge mine sidste kræfter på at humpe op ad bjergsiden. Her finder Julie og jeg hurtigt hinanden. Men jeg er stadig i chok, og jeg husker det som ufatteligt kaotisk. Jeg kan huske, at jeg bliver ved med at spørge: Hvad er der sket? Hvad er der sket? Jeg troede helt bogstaveligt, at det var Jordens undergang,« siger han.

Fem dage senere er de hjemme i Danmark igen. Simons forvredne skulder og Julies forvredne fod er kun biting, ligesom alle deres mistede ejendele kun er biting. For de forblev i live i modsætning til tusindvis af andre mennesker.

I tiden efter har han og kæresten forskellige måder at tackle den mentale bagage på. Efter et halvt år vælger de at gå fra hinanden.

»Det var selvfølgelig ikke kun det, vi havde oplevet, der gjorde det, men jeg tror helt sikkert, det var en sammenhæng,« siger han om bruddet.

Han og Julie var og er stadig gode venner, og til februar 2015 - mere end ti år efter de selv stod midt i katastrofen - skal de gense Phuket sammen med Albert på nu 12 år og Julies yngste søn, som er kommet til siden.

»Det er nok mest mig, der har behov for at tage derned igen. Jeg vil gerne sætte en form for punktum. Jeg vil ikke acceptere, at Thailand er et farligt sted at være. Jeg har kun forfærdelige minder derfra, og det vil jeg gerne have fjernet. Og så vil jeg på en eller anden måde gerne give noget tilbage til thaierne, som virkelig var den positive oplevelse i alt det her. Selv om de jo blev meget hårdere ramt, end de udenlandske turister gjorde, så satte de hele tiden sig selv i anden række og turisterne først, når der skulle hjælpes,« siger han.

Så sent som natten til 2. juledag, ti-årsdagen for tsunamien, drømte Simon Borre Hansen om bølger.

»Det gør jeg tit. Denne gang drømte jeg dog ikke om flodbølgen i Thailand, men om en bølge på en fisketur. Men det vender tit tilbage, selv om det ikke længere fylder særlig meget hos mig.«

Men én ting mistede han den dag i 2004:

»Selve den dér uskyld i forhold til synet på verden. Den uskyld, den forsvandt.«