I midten af juli opdagede forskere et pludseligt opstået kæmpehul - godt 80 meter bredt og 70 meter dybt - i det nordlige Sibirien. Og tidligere blev ugen blev yderligere to huller fundet i samme del af den barske og mennesketomme region.

Russiske forskere har de seneste uger undersøgt det første hul, der blev fundet på halvøen Yamal, der betyder »verdens ende«.

Og netop »verden ende« varslede flere konspirationslystne mennesker ved synet af de gigantiske kratere, for det måtte jo være rumvæsener, der havde meldt sin ankomst. Andre bud lød på voldsomme meteornedslag, missiler eller underjordiske gaseksplosioner.

Men nu synes gætværket at kunne få en ende. Og de apokalypseangste kan ånde lettet op, for nok en gang er videnskaben klar med en naturlig forklaring på det gådefulde fænomen.

»Efter min mening er der tale om en art jordfaldshul,« siger Vladimir Romanovskij, en geolog med speciale i permafrost til Livescience.com.

Jordfaldshuller dannes ved underjordisk sammenstyrtning, men hvor jordfaldshuller normalt synker sammen, skiller det første hul i Sibirien sig alligevel temmelig meget ud. For her er jordmasserne brudt ud - nærmest som fra en vulkan.

»Det står der end ikke noget om i den videnskabelige litteratur. Det er et temmelig nyt fænomen, vi har her,« siger Vladimir Romanovskij til Livescience.com.

Fænomenet er sandsynligvis opstået ved, at permafrosten smelter og skaber huller under jorden, der i sidste ende får de øverste jordlag til at falde sammen. Men i Sibirien gætte forskere på, at den meget metangas, som jorden rummer, har ført til, at trykket udløste en eksplosion i stedet for det kollaps, man normalt forbinder med et jordfaldshul.

De to huller, der senest er dukket op, er fortsat ikke blevet undersøgt til bunds. Men Vladimir Romanovskij gætter på, at den globale opvarmning spiller sin rolle i forklaringen på de tre hullers pludselige opståen.

»Og hvis det er korrekt, så kan vi godt vænne os til at se endnu flere,« siger geologen. BNB