Anker, tribal eller et personligt ordsprog.

Der findes mange måder, hvorpå du kan udsmykke din krop med tatoveringer. Nogen vælger endda at hylde deres idoler eller venner ved at forevige dem i blæk på huden.

Det har 22-årige Rudy Præst Andersen fra Vildbjerg valgt at gøre - og tatoveringen er dedikeret til hans yndlingsøl.

Fortæl lige, hvad det er du har fået lavet?
- Jeg har fået lavet en Tuborg Classic-tatovering på min hals.

Hvordan kom du på at få lavet den?
- Jamen det hele startede en nat i Alanya i Tyrkiet med min storebror Jacky. Vi havde været på dødsdruk i 10-12 timer, og da vi ramte den sidste beværtning, besluttede jeg mig for at bestille en taxa til en tatovør. Så sagde jeg bare, at de skulle finde en god én. I shoppen bliver jeg så spurgt hvad jeg ville have, hvorefter jeg straks finder Tuborg Classic på Google. Elsker Tuborg Classic! Den får jeg som fyraftensøl som købmand.

Er du glad for resultatet?
- Jeg er rigtig glad for resultatet, ja.

Hvad siger folk til den?
- Der er meget delte meninger, og det tror jeg kommer af, at man ikke helt, som samfund, er klar over om tatoveringer er mindre tabu end det har været. Jeg får direkte tilsvininger, men også positiv feedback fra andre øl-elskere som mig.

Kommer du ikke til at fortryde tatoveringen?
- ALDRIG!

Burde Tuborg ikke give dig et livs forbrug af Tuborg Classic?
- Tuborg burde anerkende den (tatoveringen, red.), synes jeg. Jeg beder ikke om medlidenhed i form af gratis øl - jeg er glad for tatoveringen uanset. Jeg synes dog, at man, som stor virksomhed, sagtens kunne give bedre respons på mit stunt.

Hvad bliver din næste tatovering?
- Min næste tatovering bliver en Royal Classic. Hvis altså Tuborg altså ikke giver noget, griner Rudy.