Se godt på disse smukke, hvide brudekjoler. Det er nemlig ikke helt almindelige kjoler… Brudekjolerne er hverken lavet af silke, satin eller blonder. Alle brudekjoler er udelukkende lavet af toiletpapir - samt lidt lim, tape og tråd.

For 13. år i træk dystede 10 designere i New York 20. juli om prisen for den flotteste kjole lavet af toiletpapir.

royalwed2004 kirken

Kari Curletto er kvinden bag vinderkjolen, der var prydet med 1.500 håndskårne sommerfugle i toiletpapir. Hun havde brugt tre måneder på at lave kjolen og primært arbejdet på den om aftenen og natten, mens børnene sov.

Med æren fulgte også en præmie på 63.000 kr.

Ripley's Believe It or Not!-museet, der skal udstille vinderkjolen, vil donere 20 af kjolerne til brude, der står uden kjole på deres store dag, efter at den populære brudekjolebutik Alfred Angelo i sidste uge gik konkurs.

Ifølge Wall Street Journal lukkede 60 butikker øjeblikkeligt, og kommende brude, der kom for at hente deres brudekjoler, blev blot mødt af et skilt i døren, hvor der stod: lukket.