Jiang Yunlong, Jian Yunxiao, Jian Yunhan og Jing Yunlin er seks år, firlinger og fuldstændig ens. Så efter at både lærere og børnenes far havde revet sig i håret over ikke at kunne kende forskel, måtte børnenes mor tage barbermaskinen i den anden hånd.

Hun besluttede sig for at designe en individuel frisure til hver enkelt. Og hvad kunne være bedre end at nummerere dem? Derfor hev hun sine fire børn med til barberen, som med tungen lige i munden gav dem hver et nummer i hovedbunden - et til fire. Det skriver den lokale avis, Shenzhen Daily.

- Da jeg skrev dem op til skole, sagde lærerne, at de ikke kunne kende forskel og var bange for at lave fejl i fremtiden. De ligner hinanden så meget, at deres far ofte ikke kan kende forskel. Så jeg tænkte over det i et stykke tid og kom med denne idé, siger børnenes mor Tan, der måtte få barberen til at lægge skabeloner på børnenes hoveder, inden han nænsomt klippede numrene med sin trimmer.

- Det er sådan en fantastisk idé, siger en lærer til avisen og tilføjer:

- Vi vil ikke tage fejl i fremtiden.

Tan pådrog sig en del opmærksom hed i byen, da hun fødte de fire ens børn i 2006. Familien havde det svært økonomisk, så mange borgere og firmaer donerede penge og hjælp til at opfostre børnene.