Lad os sige det med det samme: Bare rolig! Ingen kommer noget til i denne video. Og det må nok siges at være lidt af et mirakel.

Forleden kom universitetsprofessor Dr. Guan Zhu kørende i sin Toyota Sienna minivan på en vej i Texas, da en tonstung cementbil pludselig kom susende imod ham.

Lastbil-chaufføren forsøgte at snyde et rødt lys, men måtte undvige en modkørende, som også var kørt ud i krydset. Det resulterede i, at cementbilen krængede over og væltede, og drønede med fuld fart over i den modsatte kørebane, hvor professoren kom kørende.

En talsmand for det lokale politi siger til Houston Chronicle, at han aldrig har set et sammenstød filmet så tydeligt:

- Det viser temmelig tydeligt, hvad der skete. Ved at se på denne video af ulykken, kan man se, at den kunne være endt meget værre, end den gjorde, udtaler han.