En et år gammel schæferhund, der faldt over bord under en fisketur ud for øen San Clemente i Californien i februar måned, er på mirakuløs vis fundet i live og er blevet genforenet med sin lykkelige ejer.

Det skriver amerikanske ABC News.

Da amerikanske Nick Hayworth vendte hjem efter en fisketur den 10. februar i år, var det med et besætningsmedlem færre om bord på sin båd. For hans et år gamle shcæferhund Luna var nemlig faldet over bord undervejs og forsvundet i bølgerne.

Fiskeren kontaktede omgående den amerikanske flådebase i Coronado og bad om hjælp. Den ulykkelige hundeejer fortalte, at Luna var en god svømmer, og at den med 90 procents sikkerhed ville forsøge at svømme mod land.

Flåden besluttede derfor at hjælpe med eftersøgningen, og de undersøgte blandet andet øen, der var nærmest det område, hvor Luna forsvandt. Men desværre uden held. Efter en uge uden spor af den forsvundne schæferhund blev eftersøgningen indstillet. Flåden såvel som Nick Hayworth gik sørgmodigt ud fra, at Luna var druknet.

Men da personale fra flådebasen ankom til den samme ø i sidste uge, sad schæferhunden pludselig i vejkanten og logrede. De indså hurtigt, at det var den samme hund, som havde været efterlyst en måned tidligere og skyndte sig at ringe til den intetanende ejer, der naturligvis var ekstatisk over at få sin hund tilbage.

En dyrlæge fra San Diego Zoo kunne efter et helbredstjek konkludere, at Luna var en anelse tyndere og udmattet efter de fem uger på egen hånd, men at både helbred og humør ellers var i top.