Da Alexa Goolsby og hendes mand skulle afsløre, at de ventede deres første barn, skulle det ske på en helt særlig måde.

Derfor besluttede de sig for at overbringe de gode nyheder under en af de traditionsrige spilleaftener med hendes forældre.

Her udstyrede de forældrene med hovedtelefoner, der skulle holde al lyd ude, mens de filmede de kommende bedsteforældres forsøg på at gætte, hvad der blev sagt.

Og det kom der en både rørende og hylesjov video ud af.

Alexa Gooslbys mor er hurtig til at fange den og opfatte de gode nyheder, men hun må holde sin begejstring tilbage, mens hendes mand fyrer løs med det ene håbløse bud efter det andet.

Mens hun sidder og smiler – halvt over nyheden, og halvt over mandens evner udi mundaflæsning – når han både at foreslå ”Pied Piper” (Rottefængeren fra Hameln, red.), ”shorts” og ”du skal på stranden”.

Endelig lurer han, at ordet er ”bedstefar”.

Men han skal alligevel sige det et par gange, før han forstår, hvad det egentlig er, han siger.

Alexa Goolsby fortæller selv, at legen er inspireret af det amerikanske talkshow ”The Tonight Show” med Jimmy Fallon.

Her kan man i det faste indslag ”The Whisper Challenge” (Hviskeudfordringen, red.) se en stribe kendisser komme lige så meget på glatis, når der skal gættes kringlede sætninger med hovedtelefoner på.