14-årige Breanna griner livsbekræftende. Men pludselig overvælder følelserne hende. Som om det går op for hende, hvad det er, der lige er sket. Breanna gemmer ansigtet i sine hænder for at skjule de tårer, der løber ned ad hendes kinder. Kort efter kommer hendes mor Melissa over og giver hende et ømt kram.

Breanna har netop oplevet noget, som vi næsten alle sammen tager for givet, men som for hende er helt fantastisk. Hun har for første gang i sit 14 år lange liv hørt sin mors stemme.

Det skriver The Center for Hearing and Speech på Facebook, hvor de har delt videoen af det livsbekræftende øjeblik.

Breanna fra den amerikanske by Houston er født med en alvorlig hørefejl. Som barn kunne hun kun høre svage, mumlende lyde og med tiden blev hendes hørelse kun værre og værre. Den amerikanske pige fik allerede et høreapparat som toårig og har også fået sprogtræning, men uden den ønskede effekt. Et høreimplantat var sidste udvej for Breanna.

Videoen viser det øjeblik, hvor høreimplantatet blev tændt for første gang. Og det skulle blive et kæmpestort og meget bevægende øjeblik for alle de involverede.

»Jeg skruer den en lille smule op. Hvordan lyder det nu?,« spørger teknikeren fra The Center for Hearing and Speech.

Læs også: Det havde hun ikke set komme: 'Lam' patient overrasker intetanende sygeplejerske

»Godt,« svarer Breanna og slår ud i et smittende smil.

»Lyder det bedre? Kan du høre min stemme?«

Breanna smiler og nikker.

Det får hendes mor Melissa til forsigtigt at spørge:

»Kan du høre min stemme?«

»Ja,« lyder det grinende fra Breanna, før hun må gemme ansigtet i sine hænder, fuldstændig overvældet af for første gang nogensinde at kunne høre sin mors stemme.

Høreimplantater er små elektroniske apparater, som har to dele. Den ene sidder bag øret, og den anden er blevet indopereret under huden. Implantatet omgår de beskadigede dele af øret ved direkte at stimulere hørenerven, som sender signalerne videre til hjernen, der genkender dem som værende lyd. Høreimplantatet kan således ikke gendanne normal hørelse, men det hjælper en døv person med bedre at forstå tale.

Breanna og hendes familie er nu begyndt at gå til konsultationer hos en høreterapeut, som kan hjælpe hende med at forbedre evnen til at forstå, hvad andre siger. Og mon ikke hendes motivation er tårnhøj efter endelig at have hørt sin mors stemme?