Amerikansk kvinde har født en kæmpebaby ved kejsersnit.

En ordentlig krabat af en baby har set dagens lys i den amerikanske stat Indiana.

'Lille' Waylon Cole Hallett kom for nylig til verden med en kampvægt på hele 7,2 kilo, hvilket menes at være ny rekord i Indiana.

Han var 62,23 cm lang, skriver Metro.

»Lægerne og sygeplejerskene var sådan 'du godeste'. Vi endte med at veje ham tre gange, fordi ingen kunne fatte, at han rent faktisk vejede 7,2 kilo. Først troede jeg, at vægten var gået i stykker, siger knægtens far,« Edmond Hallett, ifølge Metro.

Heldigvis for Waylons mor, Whitney, blev drengen født ved kejsersnit, for familien var slet ikke forberedt på, at han ville være så stor.

Ved den sidste ultralydsscanning inden fødslen blev han vurderet til 5,3 kilo.

Efter fødslen var han indlagt i nogle uger på grund af problemer med at spise og trække vejret, men nu er han hjemme hos familien.

Han er knap syv uger gammel, og vejer godt 7,9 kilo, hvilket er normalvægten for et barn på seks måneder.