Man har hørt fly blive forsinket af tekniske problemer, strejkende personale, sikkerhedstrusler eller dårligt vejr. Men hvad med en manglende pyjamas-størrelse til passagerer på 1. klasse?

Det var netop den forklaring som kaptajnen om bord på en Airbus-380 fra det australske flyselskab Qantas måtte videregive til passagererne i Los Angeles, mens de ventede på at maskinen gik i luften for at flyve dem til Melbourne.

Blandt de dyrtbetalende kunder på 1. klasse havde der i mellemtiden udspillet sig en spektakulær farce, hvor et australsk ægtepar pure nægtede at iføre sig et pyjamassæt fra business class. Parret var så dybt utilfredse med, at flyet ikke havde 1. klasses pyjamasstørrelser i XL, at de hellere ville stå af end nøjes med et par fra business-afdelingen, skriver avisen Daily Mail.

Og sådan blev det. Kabinedøren blev åbnet, trappen kørt frem og parret kunne trampe tilbage til terminalen, mens bagagen måtte findes frem i flyets lastrum. Først med en halv times forsinkelse kunne maskinen gå i luften.

Forinden havde den vrede mandlige part i pyjamasfarcen dog insisteret på, at kaptajnen skulle udbasunere selskabets grove svigt for hele maskinen. En af passagererne beskriver overfor avisen Herald Sun, at flyet nærmest rystede af passagerernes grin:

- I hans forestillingsverden troede han, at alle ville sympatisere med ham. Hvis man ikke havde grinet, ville man have grædt. Det var helt utroligt, fortæller Angela Ceberano, der var passager på business class.

BNB