De ældre i det irske amt Kerry får formentlig lov til at snuppe en ekstra »pint« eller to, inden de sætter sig bag rattet og tøffer hjem igennem det bakkerige landskab med de smalle, snoede veje, skriver BBC.

Et af amtsrådsmedlemmerne, Danny Healy-Rae, har foreslået, at promillegrænsen for områdets ældre borgere bliver hævet, så de kan komme mere ud. Hans argument er, at de ældre bliver ensomme og deprimerede, fordi de bor i isolerede områder, hvor der ikke er offentlig transport. Og de tør ikke at bevæge sig ud og socialisere på de lokale pubs af frygt for at miste kørekortet, når de skal hjem igen med en lidt for høj alkoholpromille i blodet.

Forslaget er blevet vedtaget med fem mod tre stemmer, mens 12 medlemmer af amtsrådet ikke deltog i afstemningen, da den ifølge BBC lå i slutningen af »et meget langt møde«. Danny Healy-Rae understreger, at det ingen indflydelse har på forslaget, at han og flere af de andre, der sagde ja, selv er pubejere.