Professor og overlæge Toke Bek forklarer overfor bt.dk, hvorfor man kan være så uenig om en kjoles farve.

Et uskyldigt billede af en kjole har fredag floreret på internettet, hvor folk lystigt debatterer kjolens farve. Er den guld og hvid eller sort og blå?

Spørgsmålet har kørt rundt og været gnist til mange grin og diskussioner.

Læs også:

Toke Bek, der er klinisk professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital, siger, at der en god forklaring på den store forvirring.

»Øjets nethinde kan ikke se absolutte farver. Det, nethinden faktisk ser, er kontraster, dvs. overgange fra et objekt til et andet. Det betyder, at man hele tiden tolker det, man ser, i relation til omgivelserne,« siger Toke Bek og giver et eksempel på fænomenet:

»Kigger du på en rød rose om morgenen, vil den se anderledes ud midt på dagen, fordi sollyset har fået en anden farvesammensætning. Men vi ser også rosen i forhold til omgivelserne, som også har ændret sig,« siger han.

Omkring billedet med kjolen, der har forskellige farver, alt efter hvem man spørger, lægger professoren særligt mærke til de farver, man kan se i baggrunden.

»De vandrette striber, som nogle opfatter som gyldne, kan fungere som komplimentærfarve til blå, som nogle opfatter de lyseste felter som. Så underbevidst beslutter man sig for, at noget skal være gyldent, og det, der kontrasterer dertil, må have farven blå. På samme måde kan det komme til at mørkt eller sort ud, hvis man bider mere fast i det hvide i baggrunden,« siger han.