Engelsk professor hævder at have fundet løsningen på, hvordan vi mennesker kan blive helt op til 150 år gamle. Der er dog et enkelt ’men’, for det kræver at man stopper med at dyrke sex.

Det skriver engelske Daily Mirror.

Det må formodes, at langt de fleste ønsker at leve et langt og lykkeligt liv. Nu mener professor Alex Zhavoronkov fra England at vide, hvordan man kan leve meget længere, men måske knapt så lykkeligt.

I en ny bog med titlen ’The Ageless Generation’ præsenterer han sin opsigtsvækkende teori om, at man vil kunne forlænge sit liv betragteligt, hvis man altså undgår at dyrke sex.

»Jeg dyrker sex i ny og næ, men ikke regelmæssigt, og det sker typisk med en af mine kollegaer. Jeg er ked af at sige det, men efterspillet - efter man har dyrket sex - kan være ekstremt kedeligt,« fortæller den 36-årige professor, der til dagligt står i spidsen for den engelske tænketank ’Biogerontology Research Foundation’, ifølge Daily Mirror.

Ifølge Alex Zhavoronkov bør man ikke kun drosle drastisk ned for sexlivet, men også for familielivet. Sex,ægteskab, børn og materielle ejendele fungerer nemlig som ’en energi-drænende klods om benet’, og alt det stress og besvær, som hører med til et almindeligt familieliv, er med til at forkorte levetiden betragteligt.

I stedet anbefaler professoren, at man dyrker motion regelmæssigt, og spiser så lidt som muligt. Alex Zhavoronkov fortæller, at han nøjes med at indtage mellem 1600 til 1700 kalorier om dagen, primært ved kun at spise frugt, youghurt og proteinbarer.

»At blive over 150 år gammel er slet ikke urealistisk. Jeg tænker slet ikke på at skulle dø. Hvis man har oplevet udviklingen gennem de sidste 30 år, burde man indse, at intet er umuligt«, siger forskeren.

I Danmark er gennemsnitslevealderen cirka 80 år, men skulle man have mod på at følge professorens råd, burde man altså kunne se frem til at blive næsten dobbelt så gammel. I givet fald må man håbe på, at man ikke dør af kedsomhed undervejs.