En ung amerikaner valgte forleden en noget utraditionel måde at fejre, at han var blevet tilbudt et nyt job. Det skriver engelske The Mirror.

I ekstase over sit nye jobtilbud, fra et firma i en forstad til Chicago, mente den 23-årige mand, at det ville være passende at sende et nøgenbillede af sig selv til en god ven.

Læs også:

Desværre kom han ved en fejl til at sende billedet til den forkerte person. Det afslørende foto blev i stedet sendt til en HR-medarbejder i den virksomhed, hvor han netop var blevet tilbudt et job.

Den kvindelige HR-medarbejder ignorerede i første omgang billedet, som hun gik ud fra var blevet sendt ved en fejltagelse. Men da der ikke kom noget svar tilbage, sendte den 23-årige endnu et nøgenbillede af sted.

Læs også:

Og da han stadigvæk ikke modtog et svar, følte den unge mand sig så fornærmet over den manglende interesse for sin afklædte krop, at han greb telefonen og ringede til det nummer, han fejlagtigt troede tilhørte en ven. Den 23-årige mand blev, forståeligt nok, ret forbavset over at høre, at han havde sendt sine nøgenbilleder til den forkerte person.

Firmaet meldte herefter den unge mand til politiet, men trak dog anmeldelsen tilbage, da de fandt ud af, at der var tale om en yderst pinlig fejltagelse.

Selvom den 23-årige slap for yderligere tiltale fra politiet, fik billederne af hans ’ædlere dele’ alligevel konsekvenser, da jobtilbuddet efterfølgende blev trukket tilbage igen.