Dyreaktivisterne har set sig sure på den måde, de nuttede japanske tegneseriedyr bliver behandlet i de populære Pokémon-spil.

Pokémon, der er en sammentrækning af pocket monsters (lommemonstre, red.) er, på trods af deres navn, slet ikke særlig frygtindgydende. Og måske har deres store øjne og pastelfarvede hud, været medvirkende til, at dyreværnsorganisationen har forbarmet sig over de japanske tegneseriedyr.

Ihvertfald raser PETA nu mod figurernes bagmænd. Den måde Pokémon'erne bliver behandlet i den populære japanske spil-serie af samme navn, er nemlig ikke en måde at behandle dyr på. Hverken virkelige eller tegnede.

Ifølge organisationen bliver Pokémon'erne, lig mange dyr i virkeligheden, behandlet decideret upassende. Som ufølsomme objekter, der er sat i verden for at underholde og for at fungere som forsøgsdyr.

- Den tid, Pokémon'er tilbringer proppet inde i en pokéball (små bolde, der huser monstrene, når de ikke er i kamp, red.) ligner den måde, hvorpå elefanter står lænket i togvogne, mens de venter på at blive lukket ud for at 'optræde' i cirkus. Men forskellen mellem virkeligheden og denne fantasiverden fuld af organiseret dyrekamp er, at Pokémon-spillene maler et rosenrødt billede af ting, der faktisk er frygtelige, skriver organisationen på deres hjemmeside, hvor de samtidig har skabt et spil, der parodierer den succesfulde japanske spilserie.

I de originale spil, der blev skabt i 1996, skal man som Pokémon-træner rejse rundt i spiluniverset for at fange og træne sine Pokémon'er for derefter at sætte dem til at kæmpe mod andre lommemonstre. Det foregår under mottoet' Gotta catch 'em all' - eller som der synges i den danske tegnefilmserie baseret på spillene: 'Du skal fange dem'.

I PETAS udgave spiller man efter devisen 'Gotta free 'em all', der frit kan oversættes til 'Du skal sætte dem fri'.

PETA har dog misset en vigtig pointe ifølge Forbes' spiljournalist David Ewalt:

- Det virker som om, PETA har overset Pokémon-seriens allerstørste tema: At Pokémon'er skal behandles humant og leve som ligestillede. Spillenes karakterer bliver ved med at snakke om venskab mellem mand og Pokémon, skriver han på den amerikanske netavis.

Det er ikke første gang, PETA går efter et computerspil. I december 2012 udgav de spillet 'Super Tofu Boy' - en parodi på 'Super Meat Boy' (Super Køddreng, red.).

Holdet bag kød-spillet svarede dog igen ved at bruge PETAS tofu-dreng i den opdaterede version af deres spil.