Nu udvider McDonalds antallet af restauranter, hvor man har mulighed for at fejre forlovelse og bryllup.

Nogle kvinder drømmer om et romantisk slotsbryllup, mens andre drømmer om at fejre bryllup i telt i haven. Og så er der dem, der fejrer bryllup på McDonald's - en ny trend, der efter sigende er ved at brede sig blandt kommende brude i Asien.

Den amerikanske fastfoodkæde, McDonald's har siden 2011 tilbudt brudepar at holde bryllupsfest i deres McDonald's restauranter - dog kun i Hong Kong. Ifølge CNBC fik de mange henvendelser af kommende brude, som ønskede at fejre den store begivenhed hos fastfoodkæden.

Nu er det blevet så populært, at McDonald's har udvidet antallet af restauranter i Hong Kong, hvor par har mulighed for at fejre deres kærlighed med cheeseburger, pomfritter og cola.

De kommende brudepar får valget mellem fire forskellige bryllupspakker, og prisklassen rangerer fra den billigste pakke til 2068 kroner til den dyreste pakke, som koster omkring 7000 kroner.

Den dyre pakke indeholder blandt andet gaver til 50 gæster, 50 invitationer, bryllupsgaver, et par McDonald's ballon-vielsesringe, brudebuket, æbletærte og meget mere.

Ifølge McDonald's' talskvinde, Jessica Lee, har mange af parrene haft deres første date i fastfoodkæden McDonald's, og derfor ønsker de at genopleve starten på deres forhold.