Dagens store begivenhed i Tivoli, der holder åbent for at fejre Alle Helgens Aften, var, da Danmarks største græskar anno 2012 skulle findes.

Græskaret er kendt for at kunne vokse sig ganske stort, og det var da også et overdådigt stort græskar, der løb med titlen. Hele 451,4 kilo vejer det største græskar dyrket på dansk jord nogensinde, og der skulle otte voksne mænd til at løfte det.

For ikke nok med, at vinderne, ægteparret Hanne og Lasse Kolding fra Slagelse, kunne lade sig hylde som dem, der havde dyrket det største græskar i år, så slog de også danmarksrekorden fra 2008, som dengang lød på 335 kilo. Hanne og Lasse Kolding slog den gamle rekord med imponerende 116,4 kilo og de var selvsagt meget stolte af bedriften.

- Jeg har i flere år været tæt på sejren, men i år skulle det altså være min kone og jeg, der eftertrykkeligt satte jyderne til dørs, og at det blev med ny danmarksrekord, gør kun sejren endnu bedre, sagde Lasse Kolding efter sejren kom i hus.

Han ville ikke røbe alle hemmeligheder om, hvordan de har fået græskaret til at vokse sig så stort og tungt, men vil gerne løfte lidt af sløret for, hvad der har hjulpet græskarret til at blive Danmarks største.

- Jeg vil gerne sige, at vores græskar i år er blevet pakket ind i min gamle fars edderdunsdyne om natten – og det har gjort en forskel. Derudover har vores kæmpegræskar fået masser af kærlig pleje, spagnum og komøg, fortæller Lasse Kolding, der til dagligt er varmemester. Han håber, at han sammen med sin kone kan dyrke et endnu større græskar i fremtiden.

- Jeg håber, at vi med denne rekord kommer til at sidde længe på tronen over alle tiders største græskar i Danmark. På sigt går vi efter verdensrekorden på 910 kilo, der er sat i USA, siger Lasse Kolding.

Andenpladsen gik til Carsten Møller Nielsen fra Ærø med et græskar på 180,8 kilo. Kun fire græskar deltog i DM i græskar, fordi mange havde meldt fra på grund af den ustadige sommer.

Danmarks største græskar kan ses i Tivoli til og med d. 28. oktober.