Du kender det måske. Hele dagen har du drømt om at komme hjem efter en lang dag og få en Nutella-mad. Men når du skruer det hvide låg af, opdager du, at andre har været der før dig og tømt glasset for chokoladepålægget med hasselnødder.

Det forfærdelige scenarie kan du i fremtiden sætte en stopper for. Tyskeren Daniel Schobloch har opfundet en lås, der kan holde lange fingre fra Nutella-fadet.

Låsen er lavet af plastmaterialet akryl, måske bedre kendt som plexiglas, og skal åbnes med en nøgle, som Nutella-tyven skal skaffe, før han kan få fat i det brune guld.

Nutella-låsen skal forhindre slikmunde i at tømme glasset, uden at ejeren opdager det.
Nutella-låsen skal forhindre slikmunde i at tømme glasset, uden at ejeren opdager det. Foto: Kilde: eBay
Vis mere

Opfindelsen af Nutella-låsen startede som en joke. Men da rygtet om låsens eksistens blev udbredt, steg interessen for opfindelsen, fortæller Daniel Schobloch til The Local, der er et medie i Berlin.

Derfor valgte han at sætte sin opfindelse til salg på eBay, hvor den er blevet et hit. Ifølge Daily Mail er der solgt mere end 1000 eksemplarer af Nutella-låsen.

I øjeblikket kan den smarte lås kun købes på den tyske version af eBay. Den koster 9,99 euro, hvilket svarer til prisen for tre glas Nutella i grænsebutikken Fleggaard.

Ifølge opfinderen selv er låsen bedst egnet til forældre, som vil stoppe børn i at gå i Nutella-glasset i tide og utide.