Nu kan man rent faktisk gøre noget rigig godt, for andre end lige sig selv, ved at tænde for computeren og se porno.

Det skriver britiske The Guardian.

Der er nemlig rigtig godt nyt til alle, som ønsker at bevare og beskytte verdens truede hvalarter. For nu kan alle med en internetforbindelse og en bærbær computer nemlig være med til at redde truede hvalarter fra udryddelse.

Men hvor er det så lige, at porno kommer ind i billedet?

Det gør det fordi, at et af verdens største porno-sites, Pornhub, har påbegyndt et velgørende initiativ til at redde de mange truede dyr.

Det går i korte træk, eller ryk om man vil, ud på, at jo mere porno der bliver streamet via deres site, jo flere penge vil firmaet donere til Moclips Cetelogical Society, en nonprofit organisation, der kæmper for beskyttelsen af truede hvalarter.

Det velgørende projekt gælder måneden ud, og Pornhub har annonceret, at de donerer én amerikansk cent, hver gang 2.000 af deres frække videoer er blevet streamet. Dermed opfordrer de deres brugere til tage sagen i egen hånd, og gøre en indsats.

Porno-sitet har naturligvis allerede valgt en forhåndsfavorit blandt de truede hvaler, og valget er ikke overraskende faldet på kaskelothvalerne, eller 'sperm whales', som de hedder på engelsk.

900 millioner videoer er allerede blevet afspillet siden Pornhub begyndte deres redningsaktion. Fotsætter folk rundt omkring i verden med at se ligeså meget porno, vil der, når måneden er omme, blive doneret i omegnen af 27.000 dollars, eller knapt 180.000 danske kroner, til Moclips Cetelogical Society.