Nu bliver du bange: Her er 10 veje til RIGTIG dommedag

I anledning af at de gamle mayaers kalender løber ud i sandet 21. december, peger Berlingskes videnredaktion på 10 dommedagsscenarier, som du VIRKELIG bør frygte. Samt den definitive og helt uundgåelige apokalypse.

1. Supervulkaner

For ca. 74.000 år siden eksploderede Toba-vulkanen på det nordlige Sumatra med en sådan kraft og volumen, at hele kloden blev udsat for en nedkøling på adskillige grader i flere år.

Alt i alt udspyede vulkanen omkring 2.800 kubikkilometer vulkansk materiale. Asken lagde sig metertykt over praktisk taget hele Sydøstasien, ja, selv i det sydlige Indien har man fundet askelag på op til tre meters tykkelse fra gigantudbruddet. Visse forskere mener, at udbruddet skabte en »flaskehalssituation« for den daværende, spirende menneskehed og reducerede vore forfædre til nogle få tusinde individer, hvorfra vi alle stammer.

Vulkanforskere har kortlagt en halv snes potentielle supervulkaner på kloden, herunder Yellowstone i USA og Campi Flegrei ved Napoli i Italien, men der kan sagtens gemme sig andre uopdagede af slagsen. Et supervulkanudbrud indtræffer med ca. 50.000 til 100.000 års mellemrum, og når det sker næste gang, vil det få dramatiske konsekvenser for livet på kloden. I de senere år er man begyndt at betegne supervulkaner som den mest sandsynlige naturskabte trussel mod det aktuelle liv på Jorden.

2. Traps

Det største artsdødsfald, man har kendskab til i klodens historie, indtraf ved afslutningen på den såkaldte permtid for ca. 250 mio. år siden. Mindst 95 procent af alle dyre- og plantearter uddøde, og det skete på samme tid, som et vedvarende vulkanudbrud i det nuværende Sibirien udspyede flere millioner kubikkilometer lava og andet vulkansk materiale, der lagde sig som såkaldte traps, trapper eller lag, over et område større end hele det nuværende Europa.

Det enorme udbrud, der stod på i tusinder af år, må have forgiftet atmosfæren og bragt en voldsom og uhyre langvarig nedkøling med sig.

Begivenheden faldt nemlig sammen med det største dyk i havniveauet, som videnskaben har kendskab til, hvilket indikerer frosne oceaner. En del forskere kæder også dinosaurernes uddøen for 65 mio. år siden sammen med de såkaldte Deccan Traps i det nuværende Indien.

Enorme traps er en uhyre sjælden apokalyptisk begivenhed, men blandt de teoretiske kandidater til nye af slagsen er Island.

3. Meteornedslag

Næst efter supervulkaner er meteornedslag nok den mest sandsynlige naturlige masseudrydder, der findes. Adskillige kæmpestore kratere på Jorden vidner om deres destruktive nedslag med jævne mellemrum gennem Jordens historie.

Den mest gængse forklaring på dinosaurernes uddøen for 65 mio. år siden er stadig et kæmpemæssigt meteornedslag, der skabte det enorme såkaldte Chicxulub-krater ud for Mexico. Større meteor/asteroide-nedslag er noget i retning af en 500.000 års hændelse, men også de flyvende snebolde, kometerne, udgør en reel risiko. 

Men måske vil vi i fremtiden blive i stand til at afværge den flyvende trussel fra rummet i kraft af nye teknologier.

4. Flares

Solen er en umådelig fusionsreaktor med energimængder, der overgår enhver forstand. Med meget jævne mellemrum opstår der soludbrud, såkaldte flares, der udspyr milliarder af ton højenergipartikler, som Jordens atmosfære og magnetfelt gør sit bedste for at beskytte os imod.

Vi har imidlertid ingen anelse om, hvor kraftige disse flares rent faktisk kan blive. Nogle forskere mener, at nogle af de store artsdødsfald i Jordens urhistorie kan kædes sammen med soludbrud, der har været måske 100 gange større end de største, vi har kendskab til. Skulle det ske igen, vil vi og alt andet overfladenært liv blive svitset af den dræbende indstråling.

5. Gammaglimt

Når store og tunge stjerner pludseligt dør og forvandler sig til ultrakompakte neutronstjerner eller sorte huller, kan de i få sekunder udløse energimængder, der overstråler den samlede lysmængde fra hele deres egen galakse flere tusind gange.

Eksplosionerne kaldes gammaglimt, og hvis vores klode skulle befinde sig i nærheden af en sådan højenergisk begivenhed, vil store dele af atmosfæren blive svitset bort, hvorefter det formentlig vil være ude med os.

Visse forskere mener, at et mystisk og stort artsdødsfald for ca. 450 mio. år siden kan forklares som følge af et gammaglimt i Mælkevejen. Sandsynligheden for et nyt gammaglimt i vores kosmiske nabolag må imidlertid betegnes som lille, også set over et tidsspand på millioner af år.

6. Betelgeuse

Betelgeuse er en såkaldt rød superkæmpe, en kæmpemæssig og meget ung stjerne i stjernebilledet Orion ca. 500 lysår borte. Den enorme stjerne er imidlertid godt på vej til at have opbrugt sine energiressourcer, og når det sker – i morgen eller om et par millioner år (det kan i virkeligheden allerede være sket, da det tager dens lys ca. 500 år at nå ned til os) – vil den muligvis ende sine dage i en voldsom supernovaksplosion.

Den dag, det måtte ske, vil den i adskillige måneder lyse lige så kraftigt som fuldmånen og sende store mængder højenergipartikler ned mod kloden. De fleste astrofysikere mener dog, at atmosfærens ozonlag kun vil tage moderat skade af indstrålingen, men konsekvenserne er svære at beregne.

7. Magnetisk vending

Jordens magnetiske felt, der medvirker til at beskytte os mod den kosmiske stråling, vender sig om fire-fem gange for hver million år.

Målinger fra Danmarks nationale satellit, Ørsted-satellitten, har medvirket til at fastslå, at klodens magnetiske felt i øjeblikket bliver svagere, hvilket sandsynligvis indikerer en forestående magnetisk vending. Når det sker, kan konsekvenserne blive stærkt ubehagelige.

Uden den magnetiske beskyttelse vil energirig stråling, først og fremmest fra Solen, kunne nå jordoverfladen, hvilket ikke bare kan gøre os blinde og give os kræft – og i øvrigt sætte telekommunikation, elforsyning og lignende ud af drift.

Vendingsperioden kan også give strålerne mulighed for at brænde dele af Jordens atmosfære af, hvilket kan få klimaet til at gå amok.

8. Hyperkaner og megatsunamier

Hyperkaner er teoretiske, men principielt mulige superorkaner på 30 kilometers højde og med altsønderrivende vindstyrker på op mod 800 km/t.

Computersimulationer har vist, at en hyperkan kan opstå, når en af disse to faktorer er opfyldt: en stor asteroide styrter ned på Jorden eller et stormvejrssystem udvikler sig over helt usædvanlig varmt havvand på mere end 40 grader.

En uhyre kraftig global opvarmning vil derfor i teorien kunne udløse hyperkaner, og de har sandsynligvis eksisteret i Jordens barndom. Et større antal hyperkaner vil kunne blæse den halve jordoverflade til pindebrænde.

Nogle forskere mener også, at såkaldte megatsunamier med mure af vand på op 100 meters højde eller mere er en risiko, vi må forholde os til. Det er et større stridsemne blandt vulkanforskere, men nogle af dem hævder, at en vulkanudløst kollaps af den canariske ø La Palma vil sende megatsunamier mod Nordamerikas østkyster, hvorved millionbyer som New York og Philadelphia vil drukne i enorme vandmasser.

9. Istid

Vores klode har med jævne mellemrum i sin historie været næsten totalt indhyllet i is og frost. Det er f.eks. veldokumenteret, at kloden for 600-800 mio. år siden befandt sig i en tilstand, der er blevet betegnet »snebold-Jorden«, og nogle forskere mener, at havisen dengang bredte sig helt til ækvatoriale egne.

Man har ikke ganske afklaret, hvad der kan forårsage en ny istid, men man har meget klare ideer om det. Når kontinentaldriften placerer store landmasser ved polerne (vi er på vej derhen nu), så øges sandsynligheden for kulde. På samme måde spiller variationer i Solens indstråling en betydelig rolle, hvilket ikke bare afgøres af Solen selv, men også af ændringer i Jordens akse og bane omkring Solen.

Endelig kan små ændringer i atmosfærens indhold af gasser som kuldioxid og metan tippe den hårfine klimatiske balance. Nogle klimaforskere mener, at Jorden – på trods af den igangværende globale opvarmning – generelt er på vej mod en ny istid. Men der vil gå titusinder af år, før det kommer så vidt.

10. Syndflod

Hvis den tiltagende globale opvarmning, som Jorden oplever for tiden, fortsætter i nogle hundrede år fremover, bliver det ikke morsomt at være dansker – eller i det hele taget at bo ved en kyst.

Smelter Grønlands og Antarktis’ samlede isdække, vil vandstanden i oceanerne stige med over 70 meter, hvorved langt det meste af Danmark vil blive oversvømmet. Endvidere vil opvarmningen forstærke ødelæggelseskraften i storme og orkaner, og Jorden vil få en helt ny fordeling af ørkener og frugtbare områder.

Klodens endeligt

Vi beklager. Men selv om vi og vores yderst, yderst, yderst fjerne efterkommere skulle overleve alle de førnævnte scenarier - samt atomverdenskrige og dødbringende pandemier - så vil det hele uundgåeligt være slut en dag alligevel.

Vi kan blive fanget et ubarmhjertigt sted i en af Mælkevejens spiralarme, vi kan blive skudt ud i det kosmiske mørke af uforudsigelige begivenheder i solsystemet, og om fire-fem milliarder år har Solen forbrugt næsten alt sit brændstof. Den vil blive en såkaldt rød kæmpe af så gigantisk et omfang, at dens rand vil nå helt ud til Jordens bane. Måske kan en eller anden form for liv overleve indtil da, men når den røde sol slikker op ad os, vil den sidste livsgnist slukkes på vor blå planet.

Læs også:

Lige nu på BT PLUS

Mode og skønhed
Effektivt 14 dages video trænings- program

Effektivt 14 dages video trænings- program

07/08
Mode og skønhed
Kom i form på hjul - på 8 uger

Kom i form på hjul - på 8 uger

29/04
Mode og skønhed
2,5 pct: Historisk lån på gaden

2,5 pct: Historisk lån på gaden

26/08
Mode og skønhed
Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

15/08