Glem din fobi for kæmpe edderkopper og hajer. Den største dræber er nemlig også den mindste. Her er Naturens ti værste seriemordere.

Den lille malaria-myg dræber mere end to millioner mennesker om året, især i Afrika. Mere end en halv milliard bliver syge, og ofrene er oven i købet oftest børn. Så det er en god idé at investere i malaria-piller, hvis turen går til Afrika. Andre overraskende mordere på listen over de største menneske-dræbere er hunde, bier og elefanter.

Menneskets bedste ven kan være smittet med rabies, og den ellers godmodige elefant bliver virkelig sur, hvis du trænger ind på dens territorium. Derimod er de store fobi-klassikere er ikke med i toppen af dødslisten.

- Mange har en ubegrundet frygt for edderkopper og hajer. Men de er ikke blandt de store syndere, når det kommer til at slå mennesker ihjel. Vi tror også tit, at jo større edderkoppen er, des farligere er den. Men det passer faktisk ikke. At blive bidt af de kæmpe store edderkopper er ikke meget værre en et hvepsestik. Det gør ondt, men er ikke nødvendigvis farligt, lyder det fra zoolog og afdelingschef i Odense Zoo, Nina Collatz Christensen.

Syg og lammet

Herhjemme er risikoen for at møde dræberdyrene ikke overvældende. Men der er alligevel et par snu og angrebslystne arter at holde øje med.

- I Danmark er nogle af de farligste dyr hvepse og hugorme. Hvis man er allergisk, kan det godt være rigtig farligt at blive stukket. Der er mange, der er allergiske, og der er mange, der ikke ved, at de er allergiske. Flåten er også farlig, den kan gøre os syg eller lammet, siger Nina Collatz Christensen.

lfu@bt.dk