Senere onsdag offentliggør den amerikanske rumfartsorganisation Nasa en nyhed, som handler om opsigtsvækkende fund uden for vores solsystem. En dansk ekspert fortæller her, hvad vi formentlig kan forvente.

I en pressemeddelelse fra Nasa fremgår det, at dagens offentliggørelse på en pressekonference klokken 19 dansk tid vil dreje sig om 'fund i forbindelse med planeter, der kredser om andre stjerner end vores sol, kendt som exoplaneter.'

Nasa har slået nyheden stort op. Men det er ifølge astrofysiker hos DTU Space Michael Linden-Vørnle ikke nødvendigvis lig med, at nyheden er en af de kæmpestore.

»Hvis det er fund af nye exoplaneter, er det ikke nogen revolution. Kun hvis de har fundet en eller flere, som ligner Jorden rigtig meget. Man skal huske, at Nasa er rigtig gode til at få sådan nogle events her til at se store ud,« siger Michael Linden-Vørnle.

Samtidig med Nasa's offentliggørelse bliver nyheden også bragt i det anerkendte videnskabsmagasin 'Nature'. Og det i sig selv er en stor ting. Men skal man tro Michael Linden-Vørnle, så havde vi allerede kendt til nyheden, hvis det var noget rigtig stort.

»Der skal koges lidt suppe på det her fra Nasa. Og hvis det var breaking news som Jordens tvilling, man havde fundet eller tegn på liv andre steder, så var der en eller anden, som allerede havde lækket historien. Den ville ikke kunne holdes hemmelig,« siger den danske astrofysiker.

Han forventer, at der kan være tale om offentliggørelse af flere nye såkaldte exoplaneter. Altså planeter, der kredser om andre stjerner end vores egen sol. Og det kan sagtens være vigtige nyheder, som Nasa er på vej med. For jagten på exoplaneter bunder i noget helt grundlæggende i videnskaben.

»Det handler i bund og grund om at finde liv. Vi ved faktisk ikke ret meget om liv. Og vi kender kun liv, som det er opstået på Jorden. Derfor leder vi efter andre steder i universet, hvor der er liv eller tegn på liv. Og det bedste bud på det kunne være at finde Jordens tvilling, der er samme afstand fra sin sol, måske har vand og som derfor kan huse liv,« siger Michael Linden-Vørnle.

Hvis man fandt en sådan klode et andet sted i vores galakse vil man dog ikke direkte kunne se liv. Det ville være mere indirekte ved, at man kan måle på en klodes atmosfære, fortæller astrofysikeren.

Skulle man være så heldig at finde kloder, der ligner vores egen planet, så ville næste skridt være at undersøge de kloder nærmere. Og det ville man gøre med helt nye teleskoper.

Hvis det viste sig, at en af de kloder var helt tæt på Jorden - som i få lysår - så kunne der i fremtiden faktisk også være en mulighed for, at vi kunne sende sonder af sted. Ellers må observationerne ske på afstand.

»Sidste år så vi, at vores tætteste nabostjerne, Proxima Centauri, har en exoplanet. Og den kunne vi med ny rumfartsteknologi i de kommende år måske besøge og få svar fra på omkring 25 år, men hvis det er længere væk, så måtte vi nøjes med at observere længere fra,« siger Michael Linden-Vørnle.