En dag i begyndelsen af november gik livet i stykker for den amerikanske musiker Chris Picco.

Alt tegnede ellers godt, for Chris og hustruen Ashley ventede en lille guldklump i form af babyen Lennon. Men engang imellem tager livet en frygtelig drejning. Det gjorde det også for de kommende forældre, fortæller CNN. Den 8. november måtte 30-årige Ashley føde Lennon med kejsersnit, selvom hun kun var 24 uger henne. En graviditet varer typisk 40 uger.

Lille Lennon manglede ilt ved fødslen og måtte allerede fra livets første færd kæmpe for sin eksistens. Men alt imens sønnen kæmpede, var det moderen Ashley, der uventet trak vejret for sidste gang. Hun døde kort efter fødslen. I et desperat forsøg på at bearbejde tabet, delte Chris Picco sin sorg i en lille video. Han sang Beatles-sangen 'Blackbird', som er skrevet af John Lennon og Paul McCartney.

- Det er umuligt at opsummere, hvad der er sket de seneste par dage. Min hustru, min bedste ven og moderen til mit barn er gået bort. Jeg har et helt liv til at komme mig over dette uforståelige tab, men jeg ved, at Ashley ville ønske, at jeg koncentrede mig fuldstændig om lille Lennon, fortalte Chris Picco.

I videoen ses Chris siddende ved siden af en kuvøse, mens Lennon ligger svøbt i et tæppe - omgivet af slanger.

- Ashley kunne ofte fornemme, at Lennon bevægede sig til musik, da hun var inde i maven, så jeg tog min guitar med (på hospitalet, red.) og gav ham en lille koncert, fortalte Chris Picco.

Det var dog en kamp, som lille baby Lennon i sidste ende måtte kæmpe alene. En kamp, som Lennon opgav tre dage efter sin mor, hvor også han sov stille ind.

Da Chris Picco sagde farvel til sin nyfødte søn og hustru søndags, greb han igen til musikken: