I de sidste tolv år har NASAs rumfartøj Cassini fløjet rundt om Saturn og sendt billeder og lyd tilbage til Jorden. Men nu har rumfartøjet sendt lyd tilbage, som har gjort NASAs videnskabsmænd målløse.

Rumfartøjet Cassini har bevæget sig ind mellem selve planeten Saturn og den inderste ring. NASAs forskere er vant til at modtage en kraftig lyd fra rumfartøjet, hvor støvet omkring Saturn rammer ind  omkring motorerne. Men pludselig er der uventet blevet markant mere stille.

I stedet for den sædvanlige støj, så kunne NASA i april høre noget, som de betegner som en stille hvisken. At der er mere stille skyldes, at mængden af rumstøv er markant lavere end forventet, hvor den stille hvisken angiveligt skyldes såkaldte plasmabølger.

NASA har selv lagt en audiooptagelse op på Twitter, hvor man først kan høre den sædvanlige lyd og lidt inde i optagelsen kommer så den nye hviskelyd.

»Regionen mellem ringene og Saturn er åbenbart »det store tomrum,« siger Earl Maize, der er ansvarlig for Cassini-projektet hos NASA.

»Cassini vil fortsætte sin planlagte kurs, men forskerne arbejder på at finde ud af, hvorfor mængden af støv er så meget lavere end forventet,« siger han.

Rumfartøjet Cassini vender aldrig tilbage til jorden. Til september styrter det ned på Saturn, når fartøjets sidste opgaver er afsluttet.