Behøver fem-årige piger iklæde sig bikinitop, når de går i badeland?

Det mener 41-årige Anna AmZoll ikke, men det mente en livredder i Djupadalsbadet i Kumla i Sverige til gengæld, at hendes fem-årige datter Iris burde.

»Han sagde, at det så bedre ud med overdel på,« siger hun til norske TV 2.

Datteren var kun iført badebukser og havde bar overkrop, og derfor troede moderen først, at livredderen lavede sjov, men derefter blev hun chokeret.

»Jeg troede først, han lavede skæg med mig, men så indså jeg, at han rent faktisk mente det. Så blev jeg irriteret og spurgte, om han syntes, at hun virkelig behøver en bikini-bh.«

Men livredderen var ikke til at rokke. Han blev ved med at holde fast i sit standpunkt, og derfor valgte Anna AmZoll at gå til ledelsen af badelandet for at klage over episoden.

»Jeg synes, man skal vælge sine kampe her i livet, og denne her sag er indlysende for mig at tage op. Børn skal være børn så længe som muligt.«

Den oprørte mor fik derefter en beklagelse fra lederen af badelandet, og nu har medarbejderne fået indskærpet, at det er op til forældrene selv, hvorvidt børn behøver at dække sig til.

»Når det gælder små børn, er det op til forældrene at tage vare på dem. Det er jo ikke nogen stor sag engentlig. Vi vil gerne have, at alle skal trives og have det godt her, og nu skal vores politik om badetøj og muligvis andre regler præciceres,« siger leder af kommunenes fritidsafdeling Håkan Hultberg.