Fyret svejser ønskede noget at drømme om

Mistede sit job - vandt 235 mio. i lotto

Penge

En canadisk mand har vundet godt 235 mio. danske kroner i lotto. Han købte udelukkende vinderkuponen, fordi han kort forinden blev fyret fra sit job. (Foto: Scanpix) Se stort billede

En 32-årig canadier købte et par lotto-kuponer at trøste sig med. Kort forinden var han blevet fyret fra sit job. En lottotrækning senere var han godt 235 mio. kroner rigere.

Myten om at en ulykke sjældent kommer alene må være endeligt punkteret.

Nej, ikke bare punkteret - skamskudt, død og begravet.

I hvert fald er den 32-årige canadier Cameron Blair fra Beaumont syd for Edmonton det levende bevis på, at lykken kan slå flik-flak på et splitsekund.

For to uger siden mistede Blair sit job som svejser, og for at muntre sig selv lidt op, købte han et par lotto kuponer på en tankstation. Og når nu Cameron Blair alligevel ikke havde noget at lave, kunne han fint - og som den gode søn han tilsyneladende er - hente sin mor og køre hende til den lokale købmand. Hjemme hos forældrene og parrets to hunde, lagde Cameron Blair kuponerne på køkkenbordet og gik ind i stuen.

Det næste han hørte var et skrig fra moderen ude i køkkenet.

- Min far og jeg gik derud for at se, hvad der var sket. Det viste sig, at jeg havde syv rigtige tal ud af syv. Lørdag morgen ændrede mit liv sig, siger Cameron Blair til Calgary Herald, om det øjeblik han blev i omegnen af 235 mio. kr. rigere.

- Hvis jeg ikke havde mistet mit job, ville jeg slet ikke være her, som Blair konstaterede, da han i onsdags stod frem for pressen for at fortælle om sit ufattelige held.

Her kunne Cameron Blair også fortælle, at han selvfølgelig holdt sit løfte over for moderen. Første indkøb efter sin nyvundne status som mangemillionær var nemlig købmandsvarer for knap 350 kr. Efterfølgende tog han kontakt til en advokat og en revisor.

- 235 mio. er en stor sum penge. Jeg ville sikre mig, at de blev placeret rigtigt, siger han.

Siden gevinsten har Cameron Blair udbetalt gælden på sit hus, hvor han bor med sin kæreste. Samtidig overvejer supersønnen at forgylde sine forældre, så de med ro i sindet kan trække sig tilbage og gå på pension. Og med hensyn til fremtiden, agter Cameron Blair at sætte sig tilbage på skolebænken og videreuddanne sig, så han kan genoptage jobbet som svejser.

- Man tænker altid: 'Hvad ville du gøre, hvis du vandt i lotteriet?' Rejserne, bilerne, ferierne - at komme væk seks måneder om vinteren, siger Cameron Blair.

- Men efter at have vundet, må jeg være ærlig at sige, at det ikke er sådan jeg ønsker at leve. Pengene skal ikke bruges på den måde. Jeg har venner og familie. Jeg vil dele min lykke med dem.

Læs også

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Mest læste på BT lige nu

Annonce: