For første gang nogensinde har det på mirakuløs vis været muligt for amerikanske læger at transplantere hænder og underarme fra en donor til et barn.

Da otteårige Zion Harvey fra Baltimore var to år gammel, mistede han sine hænder og fødder på grund af en alvorlig infektion, som til at begynde med også krævede, at han fik en nyretransplantation.

Efterhånden vænnede den lille dreng sig til et liv uden hænder. Zion Harvey lærte både at spise, skrive og spille videospil. Han fik proteser, der skulle erstatte hans fødder, så han kunne gå, løbe og springe rundt som andre friske drenge på hans alder.

Seks år efter infektionen var læger på et hospital i Philadelphia endelig klar til at se, om man kunne udføre et mirakel.

25 personer havde forud for Zion Harveys operation fået foretaget en håndtransplantation, men det var aldrig før blevet foretaget på et barn. Indtil tidligere i juli hvor det endelig blev hans tur.

Operationen blev udført på Penn Medicine and Children's Hospital i Philadelphia. Her blev et hold på 40 sygeplejersker, læger og kirurger samlet for at udføre den historiske operation under ledelse af Dr. L. Scott Levin.

I løbet af operationen blev donorens hænder og underarme fastgjort ved at forbinde knogler, blodårer, nerver, muskler, sener og hud.

Zion Harveys nye hænder og underarme blev sat fast med plader og skruer, mens komplicerede kirurgiske teknikker blev taget i brug for at forbinde arterier og blodårer. Et kritisk punkt i operationen var, da lægerne ville finde ud af, om Zion Harveys blod kunne løbe ned i hans nye hænder.

Det kunne det heldigvis, og derefter begyndte lægerne at fæstne muskler og sener en efter en. Så blev nerverne sat sammen, inden lægerne til sidst kunne sy Zion Harvey.

Det store spørgsmål er, om Zion Harveys nye hænder og underarme kan vokse i takt med hans krop. Det mener Dr. L. Scott Levin er muligt, blandt andet fordi han allerede kan bevæge sine nye hænder en smule:

»Da vi fæstnede de nye hænder og underarme, lod vi pladerne stå åbne, så der er plads til, at de nye dele kan vokse. Vi har al mulig grund til at tro, at det er muligt, da der er liv i Zions nye hænder. Hænderne fra donoren passer med Zions, og han vil vokse som et normalt barn,« siger Dr. L. Scott Levin ifølge CBS News.

Du kan møde Zion Harvey og se klip fra operationen i den rørende video oven over denne artikel.