De strømlinede og stilsikre smartphones er de dyreste telefoner på markedet. Derfor vil vi naturligvis også gerne have dem dækket af forsikringen, hvis de bliver ødelagt eller mistet..

Men nogle historier er dog vildere end andre. News.com har samlet nogle af de mærkværdigste forsikringsmeldinger på blandt andet tabte iPhones fra et engelsk mobilsite.

Op i numsen på en ko
Ifølge news.com helt klart den mest originale. En engelsk landmand meldte sin iPhone ødelagt til sit forsikringsselskab. Han forklarede, at han havde brugt telefonens lommelygte, da en af hans køer kælvede. Ved et uheld røg telefonen op næsten samme sted, hvor kalven kom ud.

En anden iPhone-indehaver var lidt for stor fan af det engelske rockband Blur. Ude af stand til at få en billet til deres koncert forsøgte han at filme musikken oppe fra toppen af et højt træ - men tabte sin iPhone ned på jorden.

En kvinde ville bage en speciel kage til sin datters fødselsdag. Desværre kom hun midt i sine anstrengelser til at putte sin Nokia-smartphone ind i dejen, som så kom en tur i ovnen. Hun fik telefonen dækket af forsikringsselskabet.

Man tror næsten det er opdigtet, men den er god nok. En pige i England påstod, at en måge havde snappet hendes iPhone fra hånden under en gåtur på stranden, mens en mand fik sin telefon stjålet af aber i zoologisk have, som han forsøgte at filme med telefonen. 
De blev naturligvis begge dækket af forsikringen.

Til sidst, men ikke mindst, var der en situation, som de fleste nok har haft lyst til at prøve på et eller andet tidspunkt. Under en sejltur med færge forsøgte et par at genleve scenen fra 'Titanic', hvor Leonardo DiCaprio og Kate Winslet står og fletter fingre og kysser ved stavnen af skibet. Desværre tabte de telefonen i havet under anstrengelserne.
Men den blev selvfølgelig dækket.

Forsikringsselskabet, der har samlet de sjove og anderledes forsikringskrav, foreslår, at man nøjes med at bruge sin mobiltelefon som - telefon.