Midt under en af de værste snestorme der nogensinde har ramt den amerikanske storby New York, besluttede en opfindsom borger sig for at få det optimale ud af de ekstreme vejrforhold.

Det skriver amerikanske ABC News.

Mens det meste af storbyen var totalt lammet af snestormen, der kastede omkring 70 centimeter sne af sig, dukkede der en ganske udsædvanlig annonce op på den internationale udlejningstjeneste Airbnbs hjemmeside.

28-årige Patrick M. Horton havde nemlig bygget en vaskeægte iglo i sin baghave i bydelen Brooklyn, med hjælp fra en håndfuld venner.

Og han var angiveligt så tilfreds med resultatet af den håndbyggede bungalow, der tog op mod seks timer at opføre, at han besluttede sig for at leje den ud til den beskedne sum af 200 dollars per nat, svarende til omtrent 1.400 danske kroner.

Der gik dog ikke ret længe, før Airbnb fjernede Patrick Hortons eventyrlige lejemål fra deres hjemmeside igen. Men firmaet havde dog alligevel overskud nok til at rose den 28-årige for sit arbejde.

»Selvom din iglo er rigtig flot bygget, lever den desværre ikke op til vores standarder for udlejning, og er blevet fjernet. Vær sikker på, at du udvælger et sted med rindende vand, elektricitet og et tag, der ikke smelter,« lød svaret fra Airbnb i en mail, som de efterfølgende sendte til Patrick Horton.

Og selvom det udsædvanlige lejemål mest af alt var ment som en joke, så fortæller Patrick Horton alligevel, ifølge ABC News, at han rent faktisk havde i sinde at leje sin iglo ud. Inden annoncen blev fjernet, nåede fem interessede lejere at henvende sig.