»Jeg vil hoppe,« sagde en ung pige og slap rækværket på den bro, hun var kravlet op på for at tage sit eget liv. Og så hang hun i Martins arme halvvejs ude i luften, 26 meter over vandet.

Et Facebook-opslag skrevet af svenske Martin fra Stockholm, om hvordan han reddede en ung kvindes liv, er blevet delt at tusinder. Han fortalte hende som det første om sin egen brors selvmord for 23 år siden for at forhindre hende i at hoppe.

Det skriver det svenske medie Nyheter24.

Martin, som ikke ønsker at oplyse sit efternavn til de svenske medier, skriver på Facebook, hvordan han kom cyklende for at mødes med en ven og krydsede Västerbroen i Stockholm. Men midt på broen stod en ung kvinde på mellem 16-20 år, som begyndte at kravle over rækværket.

Han troede, hun ville tage et billede af Stockholm fra broen, men så begyndte hun at bevæge sig ud mod kanten. Martin satte i turbofart på cyklen for at nå hen til pigen og spurgte hende:

»Hvad gør du?«

»Jeg vil hoppe,« sagde hun og slap taget i rækværket.

Den unge mand kastede sin cykel fra sig, og pigen hang allerede i luften, da han greb hende i taljen. Hun blev hængende med Martins arme om sig, og han fortalte hende om det første, han kunne komme i tanke om - nemlig hans egen brors selvmord for 23 år siden.

Han spurgte hende så, hvordan han kunne overtale hende til at hive hende ind på broen igen.

»Men hun græd bare og sagde: 'jeg ønsker at dø' igen og igen,« forklarer Martin.

Han råbte derefter til nogle andre cyklister, at de skulle tilkalde politiet, som dukkede op på broen allerede fire minutter senere. Der kom også dykkere til, som opholdt sig i vandet, hvis nu Martin skulle miste grebet,

Martin fik hevet pigen ind og fik hende i sikre hænder hos politiet, som han gav sit navn og nummer.

Efterfølgende har oplevelsen påvirket ham hårdt, og han har derfor delt den på Facebook. Her har opslaget bredt sig som en steppebrand.

»Jeg skrev opdateringen, da jeg ønsker at skabe noget positivt på baggrund af den tragiske begivenhed. At tale om psykisk sygdom er aldrig forkert, tværtimod bør vi gøre det oftere, når så mange lider af det,« siger han til Nyheter24.

Opslaget endte også hos pigens far, der ringede Martin op, og de havde en tårevæddet samtale med hinanden, hvor faderen spurgte, om det var ham, der havde reddet hans datter.

Martins egen bror kæmpede med angst og tog sit eget liv som 17-årig.