En brasiliansk mand gav sine venner og familie verdens største chok, da han dukkede op til sin egen begravelsesceremoni i sin mors hus.
Hele familien var samlet tirsdag for at tage afsked med den 41-årige bilvasker Gilberto Araujo, der blev fundet myrdet weekenden inden.
Men ceremonien tog en noget uventet drejning, da den døde bilvasker pludselig trådte ind i rummet. Det fik familiemedlemmerne til at bryde ud i gråd, mens andre besvimede af chokket, skriver The Daily Mail.
Der var dog ikke tale om et mirakel. For Gilberto Araujo havde aldrig været død. Til gengæld havde hans bror taget fejl ved ligsynet, og bekræftet, at den det var hans bror, der lå på båren. Derefter fik han liget hjem til sin mor, så der kunne holdes en ceremoni for ham.
Men det var liget af en anden bilvasker, der var blevet vist frem for den knuste bror, Jose Marcos Araujo.
Han havde ikke set sin bror i fire måneder, så da han hørte at en bilvasker var blevet dræbt, var han ikke i tvivl. Udover at være i samme erhverv, lignede de to bilvaskere også hinanden til forveksling, mener Jose Marcos Araujo, der bakkes op af sin politiet, som kalder forvekslingen 'forståelig'.
Under ceremonien gik den formodede dræbte Gilberto Araujo rundt på gaden. Her stødte han pludselig ind i en ven, som kunne overdrage de chokerende nyheder om hans begravelse.
- En ven fortalte, at der var en kiste, og at jeg var inde i den. Så jeg sagde: 'Men jeg er i live, niv mig!', fortæller Gilberto Araujo, der skyndte sig at ringe til en ven, som var i moderens hus for at tage afsked.
Men vennen troede naturligvis, at det var en dårlig joke på et decideret upassende tidspunkt og lagde på.
Så Gilberto Araujo valgte at møde op i egen høje og sprællevende person.
Hans mor har efterfølgende fortalt, at hun var overlykkelig, da hendes søn pludselig stod i rummet i live.
- Hvilken mor ville dog ikke det, efter at være blevet fortalt, at hendes søn er død, og så er han pludselig i live, fortæller Marina Santana.
Politiet har identificeret den virkelige dræbte bilvasker og efterforsker nu drabet.



