Den populære dating-app Tinder, hvor mænd og kvinder kan 'swipe' sig til kærlighed, er temmelig overfladisk. Det måtte en mand sande, da han med noget så simpelt som et navneskift fik 28 'matches' på fire dage.

»Jeg er en temmelig flot fyr, jeg er atletisk, selvsikker og udadvendt. Jeg er 180 høj og har lagt nogle gode billeder på min Tinder-profil,« skriver brugeren FUTBALAR på internetsiden Reddit.

Manden havde ikke den store succes på dating-appen, og det undrede ham, for han havde aldrig haft problemer med at score kvinder ude i virkeligheden. Han begyndte først at tvivle på, om han måske slet ikke var så attraktiv, som han gik og bildte sig selv ind. En snak med hans roommate, fik ham dog til at tænke på, at det måske var noget andet, der var skyld i de manglende matches.

»Jeg havde en samtale med min roommate, som antydede, at mit mellemøstlige navn måske var grunden til de få 'matches',« skriver FUTBALAR.

Han forsøgte sig derfor med at ændre navn fra fødenavnet Ahmad til det mere vestligt klingende Nick. Resten af Tinder-profilen forblev som hidtil.

På fire dage havde Nick fået 28 'matches' med 28 kvinder, der havde swipet til højre. Inden da var det kun blevet til seks matches på to uger.

»Det er sørgeligt, men fuck det. Fra nu af hedder jeg Nick,« skriver FUTBALAR.