Følgende historie hører uden tvivl til på listen over mærkværdige trafikuheld.

Lørdag eftermiddag blev en hund påkørt af et tog på jernbaneoverskæringen ved Sindal Station i Nordjylland. Hunden fløj gennem luften og ramte et elektronikskab, som styrer bommene ved jernbaneoverskæringen. Det skriver nordjyske.dk.

Hunden ramte så hårdt, at sammenstødet fik konsekvenser for de lokale togpassagerer.

- Skabet blev ødelagt, og bommene blev simpelthen sat ud af drift. Problemet er så, at vi ikke bare har sådan et skab liggende til udskiftning, siger togleder fra Banedanmark Per Jakobsen til nordjyske.dk

Det betød, at togene omkring Sindal Station kørte meget langsomt gennem hele weekenden. Og på grund af Banedanmarks forholdsregler skulle togene trykke på tudehornet, når de kørte gennem overskæringen, hvilket var til stor gene for byens beboere.

Per Jakobsen vurderer dog, at togene igen kører normalt mandag eftermiddag.