Et loppefund i Dragør viste sig at være noget af et scoop for Lone Rasmussen. Hun kunne nemlig sælge det 50-kroners loppefund videre til en skyhøj pris.

»Det er længe siden, jeg købte den lille krukke, og den har bare stået herhjemme,« siger 55-årige Lone Rasmussen til BT.

Krukken var ikke længere interessant hjemme på hylden hos Lone Rasmussen, og hun havde derfor tænkt sig at sælge den på Den Blå Avis. Men ved nærmere eftertanke gik hun lige et smut forbi Lauritz.com - for en sikkerheds skyld.

Det viste sig at være en god idé.

Hun havde nemlig ikke regnet med, at loppefundet ville indbringe et beløb, der var mere end tusind gange højere, end den pris hun selv havde givet. Fundet er en krukke, der øjensynligt var lavet af messing, og den var ikke i super god stand, da den var lidt brændt i bunden, forklarer hun.

Hun gik ned til Lauritz.com for at få krukken vurderet. Der blev hun sendt videre til en ekspert i asiatiske ting, som i første omgang vurderede krukken til omkring 4.000 kroner, men den blev sat på auktionssiden med en vurdering på 5.000 kroner.

Eksperten forklarede, at det var et røgelseskar fra Kina, og at det var dateret til 1700-tallet. Der var et kinesisk mærke i bunden, og det viste sig, at krukken var lavet af bronze.

I bunden af røgelseskarret var et kinesisk mærke, og det er dateret til omkring 1700-tallet
I bunden af røgelseskarret var et kinesisk mærke, og det er dateret til omkring 1700-tallet Foto: Lauritz.com
Vis mere

Krukken blev meget mere værd
Efter én uge var krukken budt op på 1.200 kroner:

»Jeg kontaktede Kræmmer-Erik (fra TV 2-programmet 'Fantastiske Fund'), fordi jeg har set, han tidligere har haft succes med at sælge ting på Lauritz.com. Han fortalte mig, at det egentlig først er til sidst, at folk begynder at byde varen op,« siger Lone Rasmussen.

Røgelseskarret blev vurderet til 5.000 kroner, hvilket Lone Rasmussen var meget tilfreds med. Men hammerslaget var endnu højere
Røgelseskarret blev vurderet til 5.000 kroner, hvilket Lone Rasmussen var meget tilfreds med. Men hammerslaget var endnu højere Foto: Lauritz.com
Vis mere

Hvis folk er meget interesserede, så byder de den op den sidste dag, havde Kræmmer-Erik forklaret, og derfor kiggede Lone Rasmussen på Lauritz.com torsdag morgen.

»Den var kommet op på 3.500 kroner, og det blev jeg selvfølgelig meget glad for. Men jeg holdt øje med den i løbet af formiddagen, indtil auktionen lukkede klokken 11.«

Den 55-årige super-lopper måtte hente en kollega klokken 10.45. På det tidspunkt, var prisen over 10.000 kroner, og der blev allerede jublet på kontoret.

»Så fulgte vi med i auktionen, og den steg pludselig til 20.000 kroner. Så til 30.000 kroner - og det gik helt amok,« griner Lone Rasmussen.

Da klokken slog 11, og auktionen udløb, blev der for hvert bud tillagt et minut. Så selv efter klokken 11 blev prisen ved med at stige.

Sådan skal pengene bruges
»Lige pludselig stod der bare 52.000 kroner - HAMMERSLAG, og jeg var nødt til at ringe til min mand og mine børn. Vi jublede selvfølgelig. Og i næste uge skal jeg så give kage på arbejdet,« fortæller den leende Lone til BT.

Lone Rasmussen fik skyhøjt beløb for sin kinesiske krukke, hun kun havde givet 50 kroner for.
Lone Rasmussen fik skyhøjt beløb for sin kinesiske krukke, hun kun havde givet 50 kroner for.
Vis mere

Lone Rasmussen skal snart være mormor, og derfor ringede hun til sin ældste datter for at fortælle, at der alligevel vil blive råd til en barnevogn fra mormor og morfar.

»Og så skal vi måske ud og rejse eller noget. Der er selvfølgelig mulighed for, at køberen springer fra, fordi der er fjorten dages fortrydelsesret, men så sætter jeg den bare til salg igen. Det håber jeg selvfølgelig ikke sker.«

Lone forestiller selv, at fundet måske stammer fra gamle sømænd i Dragør, som har taget røgelseskarret med hjem fra Kina og givet det videre.

Kræmmer-Erik er glad på Lone Rasmussens vegne
»Hun sendte mig en glad sms, hvor hun skriver tusind tak for hjælpen med krukken. Hun mente jo selv, den kunne være noget værd, og det fik hun ret i. Jeg fortalte hende hele historien om at sætte ting på auktion, for det havde hun ikke prøvet før,« fortæller Erik Christiansen, der snart forventer at få et julekort eller lignende fra Laurtiz.com, som tak for de mange mennesker, han sender deres vej.

»Dette er bare endnu et godt eksempel på, hvor mange der kontakter mig på gaden, på mail eller telefon, når de er frustrerede over, hvad de skal gøre med deres fund,« siger Kræmmer-Erik.