Pommes frites dag ud og dag ind. 20-årige Hanna Little fra Cornwall levede stort set udelukkende af pommes frites i 15 år, inden hun ved hjælp af hypnose lærte at spise »normalt« igen. Det skriver Daily Mirror.

»Al anden mad end pommes frites skræmte mig. Jeg blev fysisk syg og nervøs. Jeg vidste aldrig, hvordan jeg skulle reagere,« siger hun.

Hanna Little fortæller, at hun som femårig fik det dårligt af at spise andet end pommes frites. Hun har ingen forklaring på, hvorfor det lige var pommes frites, hun kastede kærligheden på.

»Jeg tror, det kan have noget at gøre med, at pommes frites er så enkelt. Det var tanken om at blande forskellige former for smag, der skræmte mig.«

Sidste år var Hanna Little så underernæret, at hun besvimede. Hun besluttede sig for at prøve en hypnotisør. Hun mærkede en forskel efter første behandling.

»Jeg spiste et stykke pizza bagefter, og det var supergodt. Det er min favoritmad nu.«

BNB