Den franske pige Marwa på et år vågnede pludselig fra sit koma. Miraklet skete kun få dage efter, at lægerne ville slukke for det lille barns respirator på et hospital i Marseille.

Det skriver Inside Edition.

I slutningen af september fik den lille piges forældre den nedslående besked fra lægerne. Døden var måske nær for deres lille pige, som blev lagt i kunstigt koma, efter en aggressiv virus havde angrebet hendes nervesystem.

»Lægerne siger, at hun aldrig vil være i stand til at trække vejret selv,« skrev faderen Mohamed Bouchenafa på change.org, der er en hjemmside, hvor man kan lave indsamlinger.

Og det var det, familien, der også tæller Marwas tvillingesøster Safa, fra den franske havneby, gjorde. De startede en indsamling til fordel for lille Marwa.

Over 100.000 mennesker støttede deres sag, men lægerne på hospitalet, som ifølge faderen var ramt af sparekniven, kunne tilsyneladende ikke gøre mere og sagde, at de snart ville slukke respiratoren. Det var med andre ord på tide at sige farvel.

Familien gik ifølge de franske medier Le Parisien og Ouest-France til domstolene for at forhindre lægerne i at give op. Det blev besluttet, at man fortsat skulle kæmpe for pigen.

Få dage senere vågnede Marwa af sig selv.

»Mit lille vidunder kan smile til mig, fortsætter endelig kampen,« skrev Mohamed Bouchenafa ifølge Inside Edition i en opdatering.

Her forklarede den lykkelige far også, at hans lille datters tilstand var stabil bortset fra en feber af og til. Hun er fortsat i behandling.

Den 23. november blev en video lagt på Facebook-gruppen 'Aldrig nogensinde uden Marwa', som er en støttegruppe på det sociale medie for familien og deres syge datter. Her kan man se den et-årige pige med vidt åbne øjne.