Liget af en britisk kvinde blev i denne uge fundet i kvindens lejlighed i Edinburgh - fem år efter, at kvinden døde.

Havde det ikke været for en nabo, var Isabella Purves lig måske blevet liggende uopdaget mange år endnu.

Naboen opdagede, at der dryppede vand ned fra loftet i lejligheden. Politiet blev efterfølgende alarmeret, og betjente trængte sig vej ind i lejligheden, gennem bunker af uåbnet post, der havde hobet sig op i lejligheden. Her fandt de liget af 85-årige Isabella Purves.

Årsagen til at den stakkels dames lig ikke er blevet opdaget før, er at hendes pension er gået direkte ind på kontoen hver måned og at regninger automatisk blev trukket.
Isabella Purves blev sidste gang set i 2004 og datoen på hendes post bekræfter også, at kvinden døde det år.

Lørdag forsøgte politiet at finde slægtninge, naboer og venner til kvinden.

- Det er utroligt trist og et stort chok. Der er en masse mennesker, som flytter ind og ud hele tiden, og det er ikke så enkelt at lære naboerne bedre at kende. Måske var det derfor, at ingen fik mistanke om, at der var nogen derinde, siger Purves nabo 28-årige Lucy Balloch til Daily Mail.

Da de åbnede døren lugtede det, og lugten blev hængende resten af dagen, siger en anden nabo, som ønsker at være anonym, til Aftonbladet.se.
Man ved meget lidt om Isabella Purves udover at hun aldrig giftede sig, og ikke havde nogen børn.