Da en kvinde stoppede for at tanke benzin i den norske by Harsted, fik hun lidt mere med sig, end hun havde regnet med, da hun satte sig ind i bilen for at køre videre.

For bilen ville ikke rigtigt køre fremad. Uanset hvor meget, hun trådte ned på speederen.

Det fortæller Ronald Walquist til norsk TV 2. Han var i nærheden af benzinstationen Esso i Harstad, da kvinden torsdag forsøgte at køre væk fra benzintanken, og han så, at der stak noget ud fra hendes bil.

»Damen fortsatte bare med at prøve at køre, og så gav hun bilen ordentligt gas. Da opdagede jeg, hvad det var - at benzinslangen stadig sad fast i bilen,« siger han.

Ronald Walquist forsøgte at advare kvinden om, hvad der var ved at ske, og han dyttede flere gange fra sin egen bil for at få hende til at stoppe op.

»Men hun gassede bare mere og mere op. Hun havde bestemt sig, hun ville køre væk derfra,« siger han humoristisk til norsk TV 2.

Artiklen fortsætter under billedet.

Flere andre biler rundt omkring på parkeringspladsen begyndte at dytte af hende, og til sidst stoppede hun.

»Da hun kom ud af bilen, sagde hun bare: 'nej, nej, nej, er det muligt?'. Der var benzinpumpen helt væltet,« siger Ronald Walquist.

En medarbejder fra benzinstationen, Lisabeth Hogefeld, kunne gennem vinduet se, hvad der skete. Hun fortæller til det norske medie Nordlys, at man blev nødt til at lukke flere pumper ned på grund af brandfare.

»Vi måtte lukke pumpe 3 og 4, og pumpe 6 er helt ubrugelig,« siger hun.