Det europæiske rumagentur ESA har nu udvalgt det endelige landingssted på en lille, deform komet langt ude i solsystemet

Efter ugers nøje analyser har det europæiske rumagentur ESA nu udpeget en ’lufthavn’ på den voldsomt arrede og stærkt deforme komet 67P/Churyumov-Gerasimenko.

Men det er ikke ligefrem et landingssted, der giver minder om Billund Lufthavn eller for den sags skyld om ’Stilhedens Hav’ – det flade landskab på Månen, hvor Apollo 11 landede 20. juli 1969.

I stedet er ’Målområde J’, som det få hundrede meter brede område på kometen er døbt, et farefuldt terræn af stejle isskrænter, takkede bakker, særprægede rullesten og – trods alt – forholdsvis store, flade arealer.

Det er ikke mindst det sidste, der var afgørende for, at Rosetta-missionens landingspanel enstemmigt har vedtaget Målområde J som det mindst ringe sted at forsøge at lande deroppe på den ca. fire km lange komet, der aktuelt svæver rundt godt 400 mio. km fra Solen.

Landingsområdet, der befinder sig på det mindste af kometens to markante fremspring, er udvalgt blandt fem kandidater.

- Ingen af de kandiderende landingsområder har kunnet opfylde alle missionens kriterier 100 procent. Men område J er klart den bedste løsning, udtaler Stephan Ulamac, Rosetta-missionens landingschef. Han tilføjer, at det særegne landskab kan gøre den kommende landing ’farefuld ved touch down.’

Frygter stejl skrænt

Her sigter han bl.a. til risikoen for, at det køleskabsstore landingsfartøj Philae ved et uheld lander på en stejl skrænt eller i en sprække, hvor det kan miste radiokontakten til moderskibet Rosetta.

Den dristige landing bliver den nervepirrende kulmination på en i alle områder betagende mission, der blev indledt for over ti år siden med opsendelsen af kometjægeren Rosetta. På sin lange rejse har rumsonden bevæget sig to gange rundt om Jorden og én gang om Mars for langsomt at hale ind på sit beskedne mål.

Boring i urstoffet

Her i slutfasen har Rosetta med en række komplekse og nøje udregnede manøvrer placeret sig i et ’låst’ og naturligt kredsløb ca. 30 km over kometen, der har overrasket alle forskere med den stærkt bizarre topografi, der toner frem på den linde strøm af nedsendte optagelser i høj opløsning.

Selve landingen indledes formentlig i den første tredjedel af november med afskibning af landingsfartøjet Philae. Fra et nøje beregnet punkt ca. 20 km over kometen frigiver Rosetta sin dyrebare last, hvorefter Philae som en tavs rejsende vil falde langsomt ned mod sit udpegede mål.

I den fase er landingsfartøjet overladt helt og aldeles til sig selv, for på grund af den formidable afstand i tid og rum er radiostyring fra kontrolcenteret i Darmstadt, Tyskland, en komplet umulighed. Som følge af kometens yderst svage massetiltrækning ventes nedstigningen at vare omkring ti timer, og undervejs vil kometen rotere flere gange om sig selv.

I selve landingsøjeblikket vil Philae hamre to harpuner ned i kometens isholdige overflade, hvorefter dens teleskopben vil skrue sig ned i isen – om alt går som det skal vel at mærke.

Beskidte snebolde

Men lykkes det, vil menneskeheden ikke blot for første gang stå med kunstige ben på overfladen af en vaskeægte komet. For første gang vil man også, bl.a. i kraft af en regulær boremaskine på Philae, være i stand til at foretage direkte analyser af en af disse videnskabeligt yderst værdifulde såkaldte ’beskidte snebolde’ fra solsystemets yderegne.

Den sidste mulighed vækker begejstring hos lektor og meteoritforsker på Geologisk Museum i København, Henning Haack.

- De direkte analyser vil bl.a. gøre det muligt at måle, om kometens vandis har den samme isotopsammensætning som Jordens vand. Hvis det er tilfældet, vil det i høj grad sandsynliggøre, at vores vand stammer fra kometer, siger han.

Henning Haack sigter til det såkaldte Store Bombardement – enorme byger af mindre himmellegemer, der hamrede ned på overfladen af både Månen og vores unge klode for ca. fire mia. år siden.

- Selv om kometer indeholder organiske materialer og dermed byggesten til liv, så har de næppe i sig selv ført livet ned på Jorden fra rummet. Men omvendt ville der næppe være liv på Jorden, hvis ikke der havde været kometerne, understreger han.

Kometer har længe været betegnet som en slags hellig gral at få fingrene i for astrofysikere.

Det skyldes, at deres materialesammensætning er stort set uforandret siden solsystemets oprindelse. I den forstand kan man kalde kometer for solsystemets urstof.