Kunne du finde på at bruge hele dagen på at kæle med katte? Og kunne du finde på at blive betalt for det?

Hvis du er sådan en type, er det bare om at fatte pennen og skrive en jobansøgning til Just Cats, der er en dyrlægeklinik forbeholdt katte. Du skal dog lige pudse dit engelske af, for klinikken ligger i Dublin. Det skriver britiske Metro.

Hvilke kvalifikationer skal man så have for at komme i betragtning som kattekæler? Det er meget simpelt. Ifølge Just Cats skal man blot have lyst til at hjælpe de hjemløse katte og have en god portion “kattitude”.

Klinikken skriver også, at den ideelle kandidat til jobbet bør have “nænsomme hænder, der er i stand til at kæle og nusse katte i længere perioder”.

Derudover skal man gerne have en blid stemme, være i stand til at “kattehviske” og forstå flere forskellige slags spinden.

Var det noget? I så fald kan du klikke på dette link og udfylde katteklinikkens kontaktformular med ansøgning og CV.