En fitnesskæde i Storbritannien har nu udviklet et nyt koncept, der er helt ideelt for trætte forældre.

Mange kender det: nogle gange er det bare virkelig uoverskueligt at skulle overbevise sig selv om at tage en tur ned i træningscentret.

Den har de luret hos fitnesscenter-kæden David Lloyd Clubs i England - og derfor har man nu indført et nyt program, der gør turen i træningscentret til dagens højdepunkt.

‘Napercise’ hedder konceptet, som i al sin enkelthed går ud på, at deltagerne kommer og får sig en lur på tre kvarter i en dejlig blød seng. Det skriver The Independent.

Konceptet er blevet til som en konsekvens af et nyt studie, der for nylig viste, at 86 procent af de britiske forældre føler sig udmattede. Derfor er det primært målrettet forældre - men alle kan deltage.

»Søvn er meget vigtigere, end mange folk er klar over. Vi har det med at fokusere på kortsigtede effekter som træthed og koncentrationsbesvær, men det er også essentielt for vores fysiske og mentale helbred,« siger søvnforsker Kathryn Pinkham, der har hjulpet fitnesskæden med at udvikle konceptet, til The Independent.

Hun forklarer, at ‘søvn-kurset’ faktisk også har en positiv effekt på folks efterfølgende træning.

»Ud over at søvnmangel forhøjer risikoen for at udvikle angst eller depression, så mangler vi også energi til at træne regelmæssigt, når vi ikke har fået nok søvn. Vi mister også evnen til at træffe gode beslutninger om den mad, vi spiser, hvilket kan påvirke vores fysiske helbred negativt i det lange løb,« siger hun.

Napercise kører i denne weekend som forsøg på et David Lloyd-center i Kent, og efterfølgende håber man at udvide det til alle landets filialer.