Det kan være en hård kamp at være arbejdsløs, når man får afslag på afslag på de mange jobansøgninger, man sender af sted.

Men ikke meget kan måle sig med den ydmygelse, britiske Anna Jacobs angiveligt måtte stå model til, da hun søgte jobbet som kontoransat i virksomheden Tecomak Environmental Services.

Det skriver BBC.

Den nyuddannede kvinde blev ganske vist inviteret til jobsamtale i virksomheden, men det var slet ikke, fordi hun kandiderede til jobbet. Tværtimod.

Cheferne i virksomheden inviterede hende til samtale med den ene begrundelse, at de ville have et godt grin.

Anna Jacobs modtog invitationen via en mail. Her fik den sagesløse kvinde blandt andet at vide, at hun var en ’selvudlært særling’ og kun ’værd at få til jobsamtale for at få et godt grin’.

Anna Jacobs blev rystet over, hvad hun læste, og hun var overrasket over, at Tecomak Environmental Services havde ressourcer til at fordrive tiden med ’et godt grin’.

Historien melder intet om, om hun rent faktisk takkede ja til invitationen, men mon ikke, det er tvivlsomt. Ifølge Anna Jacobs selv har hun ej heller modtaget nogen officiel undskyldning fra virksomheden.