Festivaller er super sjove. Men du skal finde saksen frem som det første, når du kommer hjem.

Den store festivalsæson er ved at være forbi. Du kan stadig finde enkelte små festivaller både i Danmark og i udlandet. Men så snart du kommer hjem fra festivallen skal du klippe dit armbånd af og smide det i skraldespanden. Det skriver Sciencedump.com.

Selvom man mindes de gode, sjove stunder, når man kigger på sit festivalarmbånd, så forestil dig, at du har det samme stykke tøj på i flere dage i træk. Det stykke tøj har du også på i bad, mens du sover, på toilettet og mens du laver skøre ting på festivallen. Du har det på hele tiden.

Når man tænker på det på den måde, giver det meget god mening, at et festivalarmbånd er ulækkert. I realiteten bærer man rundt på en stor bakteriekoloni i sit festivalarmbånd.

En undersøgelse af et to år gammelt festivalarmbånd viste nemlig et meget højt niveau af bakterier. Doktor Allison Cottell, der er mikrobiolog på University of Surrey, fandt omkring 11.000 bakterier på armbåndet, og 2.000 af dem var stafylokokker, som kan være årsag til alvorlige sygdomme.

»Jeg råder til, at folk ikke har dem på, hvis man arbejder i eksempelvis sundhedsindustrien eller med tilberedning af mad, hvor bakterierne kan sprede sig til andre mennesker,« siger Allison Cottell.

Bakteriengruppen stafylokokker er normalt ufarlig, men kan give akut madforgiftning og kan også være årsag til eksempelvis bylder, blodforgiftning og hjernebetændelse.

Stafylokokker findes også i en multiresistent udgave, nemlig den berygtede MRSA. Så hvis du stadig går med festivalarmbåndene fra de sidste par festivaller, er det nok en god idé at klippe dem af, hvis du vil undgå smittefare.