Afføring i en håndvask og brugte kondomer ved skrivebordene. Politiet i Stockholm i Sverige holdt julefrokost fredag, og det blev en noget begivenhedsrig en af slagsen.

Hvis du forestiller dig, at det går stille og roligt for sig, når lovens lange arm holder julefrokost, så er politiet i Stockholm et godt eksempel på præcis det modsatte. Det skriver Aftonbladet

For selvom ordensmagten normalt står for kontrol og orden, så kan selv politibetjente tilsyneladende trænge til at skeje lidt ud en gang i mellem.

Ifølge Aftonbladet blev festen holdt i personalets restaurant 'Blommetræet' og skulle slutte omkring midnat. Men to kilder fortæller til mediet, at personalet på stedet havde noget svært ved at få de festglade gæster til at forlade stedet ved lukketid.

Derfor rykkede festen videre til selve politigården.

Her fortæller kilder, at festen tog en uventet vild drejning.

»Nogle var rendt op til hovedkorridoren og havde slettet direktiverne på tavlen. Nogen havde skidt i en vask inde på dametoilettet og brugte kondomer blev fundet ved et skrivebord, hvor alle tingene var blevet kastet til side,« fortæller en medarbejder.

På andre tavler i huset blev visse chefers navne erstattet med grove øgenavne for kønsdele. Hændelserne er af ansatte blevet kaldt for en 'skandale'.

Torsdag blev der igen holdt en julefrokost i politiets lokaler, men op til denne fest har ledelsen skærpet reglerne om festligheder. Derfor skal der nu gå vagter på runde i spisesalen og på kontorer, ligesom korridorer og døre skal aflåses.

Christian Agdur, som er leder af politiet i Stockholm, fortæller til bladet, at han selv var til festen indtil omkring klokken 22.30, og på det tidspunkt var alt i skønneste orden.

Han er dog ikke ubekendt med flere af oplysningerne om festens udskejelser og kalder opførslen for 'fuldstændig uacceptabel' og noget, der vækker vrede hos ham.

Hvordan torsdagens fest forløb er der indtil videre ikke meldinger om, men mon ikke der er en del, der stadig har moralske tømmermænd fra festen før.