Det bliver ofte diskuteret, hvor længe det er i orden at amme sit barn. Men for Jennifer Mulford er der ingen øvre grænse for, hvornår amning bør stoppe, og hun har nu droppet sit job for at amme sin 36-årige kæreste hver anden time.

Det skriver avisen The Sun.

Jennifer Mulford fra Atlanta i USA var single, da hun første gang opdagede konceptet 'voksenamning'.

Hun blev straks meget betaget af konceptet, der efter sigende skulle bringe de to involverede parter meget tæt på hinanden - nøjagtigt som amning gør det med mor og barn. Hun kunne også flere steder læse, hvor meget mange mennesker nød voksenamning.

Jennifer Mulford begyndte derfor at gå på jagt efter en oplagt partner at dele denne nye opdagelse med. Hun brugte dating-sider, skrev beskeder på diverse fora for voksenamning, og hun lagde endda en annonce på Craigslist, fortæller hun.

Desværre gav ingen af de mange liner, Jennifer Mulford havde kastet ud, bid.

Hun begyndte langsomt at tro, at voksenamning aldrig var noget, hun ville komme til at prøve. Det var lige indtil, hun begyndte at chatte med sin gamle skolekæreste Brad Leeson.

Han fortalte Jennifer, at han var særligt tiltrukket af kvinder med store bryster, og altid havde været det. Her så Jennifer sit snit til at plante ideen om voksenamning - og heldigvis for hende var Brad meget åben over for tanken. Han begyndte sågar selv at undersøge konceptet nærmere.

Herfra udviklede forholdet sig hurtigt, og det stod klart for Jennifer, at de to havde et helt særligt bånd.

»Vi ville begge have det samme ud af et forhold - et magisk bånd, som kun voksenamning kan give,« siger Jennifer Mulford.

Efter genforeningen med Brad valgte Jennifer at tage fri fra arbejde i et stykke tid. Det blev hun nødt til, hvis voksenamningen skulle komme ordentligt i gang.

Jennifer blev nemlig mor for 20 år siden, og hendes bryster producerer derfor ikke naturligt mælk. Derfor måtte hun 'tør-amme' Brad hver anden time, så kroppen snydes til at tro, at hun faktisk ammer et barn, og derfor begynder at producere mælk igen.