Det var egentlig slet ikke meningen, at Jeannette Luna Westermann skulle tage bussen den dag. Men bilen var på værksted, og så skete der noget eventyrligt i bussen på vej til træning.

»Jeg var på vej til træning og havde min lille søn med. Så sad han der jo bare lige pludselig. Bussen var fuld, og han kunne se, jeg havde min lille søn med, så han rejste sig og tilbød mig sin plads,« siger Jeannette Luna Westermann til BT.

Ved du noget, eller kender du manden, så send en mail til 1929@bt.dk og tip os, eller send en besked til os på Facebook.

Hun er fra Næstved og tog bus 601A fredag d. 11. november i retning mod Næstved Storcenter og stod på ved stoppet ved Jørgens Kirke på Parkvej. Og der sad en mand med kortklippet hår på omkring 40 år, som først tilbød Jeanette og hendes søn en plads og derefter igen tilbød sin nye plads til en ældre dame, der dog afslog, fordi hun kunne skulle med et stop.

Da Jeanette havde sat sig ned, fik de to øjenkontakt.

»Der er mange galante mænd i denne her verden, men jeg faldt bare for hans charme, og vi havde god øjenkontakt, vi smilede til hinanden.«

Det fortsatte, indtil den mystiske fremmede skulle af, og bagefter ærgrede Jeanette sig.

»I mit hoved tænkte jeg, han kunne være en mulighed, men jeg aner jo ikke, hvad der foregik i hans. Det er ligesom, hvis man går i byen og har stået i baren og snakket med en sød fyr, og så ærgrer man sig bagefter, hvis man ikke får hans nummer,« fortæller hun.

For Jeannette fik aldrig spurgt, om han ville have hendes nummer. Det havde været for pinligt, for tænk nu, hvis han var gift, og hun var blevet afvist der i bussen foran alle de andre passagerer.

Hendes to børn har presset lidt på, for at hun skulle begynde at date, for nu har hun været single i tre år og er ikke meget for at bruge datingsider eller apps på nettet. Men kemien var stærk med manden i bussen, så derfor har hun nu skrevet et Facebook-opslag og efterlyst ham.

»Det er sjælendt man tænker, 'der er han'« siger hun.

Derfor gik hun hjem og skrev et Facebook-opslag i en lokal gruppe for folk i Næstved og fortalte sin historie til TV Øst.

Reaktionerne har været overvældende, men manden har desværre stadig ikke henvendt sig.

»Jeg har fået virkelig mange positive beskeder, men nogle har også spekuleret i, om han er gift, og der har jeg det bare sådan, at hva så, hvis han er. Så må han jo bare lade være med at reagere. Jeg er jo ikke ude på at ødelægge noget.«

Derfor har hun også valgt ikke at give et nærmere signalement af manden ud over, at han er kortklippet og omkring 40 år.

»Han ved godt, hvem han er.«