Hyrdehunden Maggie brød ud af sit bur på et internat, da hun hørte hvalpelyde.

Hunden er ikke bare menneskets bedste ven. Vores firbenede venner er også utroligt trofaste og omsorgsfulde overfor deres egne artfæller.

Det viser et eksempel fra et internat i Canada, hvor en hyrdehund lod sit moderhjerte løbe af med sig, da hun hørte lydene fra to forældreløse hvalpe.

Maggie, som kort forinden selv havde mistet sine egen hvalpe, brød ud af sit eget bur og lagde sig hen foran hvalpenes bur for at trøste dem.

Historien udspillede sig for nogle dage siden på Barkers Pet Motel and Grooming i Canada.

Ejeren, Sandra Aldred, spiste aftensmad med sin familie, da hun rutinemæssigt tjekkede internatets overvågningskamera på sin mobil. Til hendes store undren så hun, at hunden Maggie var brudt ud af sit bur og havde lagt sig foran et bur, med to små hvalpe, der netop var kommet ind samme dag.

»Vi så hende på kameraet og kunne se, at hun gik direkte hen til deres (hvalpenes, red.) bur. Hun var meget interesseret i dem, og vi kunne se, at hendes lille hale logrede. Og hun bøjede sig frem mod dem, som om hun ville trække dem gennem gitteret. Og så besluttede hun sig for at blive foran buret, til vi kom,« fortæller ejeren til tv-stationen CBC.

»Det var virkelig rørende. Hun blev bare nødt til at være sammen med hvalpene.«

Sandra Aldred tror, at det var moderindstinktet, der fik hunden til at bryde ud af sit eget bur og lægge sig foran hvalpenes.

Maggie lagde sig foran hvalpenes bur, indtil ejeren af internatet kom.
Maggie lagde sig foran hvalpenes bur, indtil ejeren af internatet kom. Foto: Barkers Pet Motel and Grooming
Vis mere

Hun og hendes mand blev så rørte over hundens adfærd, at de straks lukkede Maggie ind i hvalpenes bur, hvor hun sov resten af natten.

»De var bare så glade for at være sammen. Hun nussede dem meget forsigtigt, og så lagde hun sig forsigtigt ned og lod dem putte sig hos hende.«

»Hvalpene havde brug for hende, og hun havde brug for dem. Det var ret perfekt,« siger ejeren til tv-stationen.

Internatet lagde historien om Maggie ud på deres profil på Facebook, og hurtigt spredte den sig til både på både sociale og traditionelle medier.

Alle tre hunde har nu fundet nye hjem og venter bare på at blive adopteret.