En amerikansk mus skabte så megen furore hos SAS, at den endte med at flyve som eneste passager fra Stockholm til Oslo

Passagerene måtte skifte fly, da en lille amerikansk gnaver af uransaglige årsager besluttede sig for at emigrere til Skandinavien.

Musen steg i går ombord på et SAS-fly i New York. Formentlig sammen med maden til passagererne.

Hos SAS er man dog ikke meget for blinde passagerer uanset størrelse eller biologisk art, så da en stewardesse inden afgang opdagede den diminuitive gratist, tilkaldte hun straks ordensmagten.

Hverken betjentene fra det hæderkronede NYPD eller flyets personale havde dog held til at fange den illegale immegrant og efter to timers jagt, hvor passagerene pænt måtte finde sig i at vente, valgte man at flyve til Stockholm som planlagt. 

Dermed var trængslerne dog langt fra ovre for hverken SAS eller mus. For i Arlanda ventede et helt hold musejægere på den illegale indvandrer.

Efter ti timers intensiv musejagt i Sveriges hovedstad, måtte SAS's fineste musejægere dog give fortabt. 

Flyet skulle ganske vist have været fløjet tilbage til New York, men frem for at lade gnaveren flyve med hjem og overlade den til myndighederne i den eget hjemland, valgte SAS at sætte et erstatningsfly ind for at sikre, at passagerene fik en musefri flyvning.

Musen fik på sin side endnu en gratis flyvetur, idet maskinen - med møgdyret som eneste passager - lettede onsdag aften og fløj til Oslo.

- Vi håber, at vi kan få fanget den i Oslo, siger pressetalsmand i SAS Anders Lindström til det svenske nyhedsbureau TT.

- I Norge er det tilladt at bruge en slags limpapir, som musen vil hænge fast i, siger han.

- Det sker ikke så ofte, men af og til, at mus kommer ind i fly. De er jo ikke hermetisk lukkede, så ind i mellem slipper de ind med enten bagage eller med mad fra cateringfirmaerne, forklarer han.

Skal man forholde sig lidt seriøst til sagen, er mus og flyvemaskiner faktisk en temmelig dårlig kombination, idet gnaverne  - hvis de ikke bliver fanget - i værste fald kan give sig til at gnave i isoleringen til de mange elektriske kabler, der har en væsentlig andel i at holde maskinen i luften.